Sommeren 2003 var ekstrem varm. Så varm, at den gav problemer rundt omkring i Europa. Måske ænsede Jacob Friis ikke varmen. Han var trods alt lige kommet hjem til Danmark efter halvandet år i Mexico. Han havde glædet sig til at komme hjem. Hjem til AaB. Glædet sig til at spille fodbold. Og glædede sig nu over, at træneren på hans hold, AaB’s danmarksseriehold, havde arrangeret en hel række træningskampe op til sæsonstart. Alt var godt. Næsten. Hans knæ gjorde ondt. Det hævede op efter hver kamp. Jacob Friis klarede det - som man nu gjorde dengang - med gigtpiller og en forestilling om, at smerterne ville forsvinde, blot han trænede fornuftigt.

AaB’s klublæge sagde ganske vist, at det var slut. At knæet ikke kunne mere. Jacob Friis var 26 år, hans bedste fodboldtid var nu. Talentet var måske ikke vildt stort, men han var ærgerrig og ikke længere fysisk underlegen, som han altid havde været. Men som 18-årig var han blevet menisk-opereret og nu var der ikke mere brusk tilbage. Knogle mod knogle. Jacob Friis tog en gigtpille mere og scorede faktisk i finalen i sommerens træningsturnering. Det var mod Aalborg Freja. Selv husker han det ikke, men det stod i avisen. Derimod husker han, at han måtte følge lægens råd og stoppe med at spille fodbold.

Knæet gjorde for ondt. Det var slut.