Kæmpemøller ved Børglum Kloster er et fejlskud

Af Stefan Karlborg,formand, Løkken.dk., Organisation for Erhverv, Handel og Turisme i Løkken og Omegn, Lindevej 7, 9480 Løkken

Børglum Kloster er et af Nordjyllands vigtigste kulturhistoriske monumenter. Her har dansk og nordjysk historie i over 1000 år gået sin gang, med munkeordner, konger og digtere.

I dag kan vi som borgere i Hjørring Kommune nyde klosteret og dets historie, men dette er ikke noget vi har for os selv. Hver år besøger tusindvis af personer Børglum Kloster – herfra både turister fra andre egne af Danmark, men også udenlandske turister helt fra Kina og USA, der ønsker at besøge et af Danmarks mest historiske steder.

Deres mange besøg betyder, at Børglum Kloster ikke bare er en kulturel attraktion for landsdelen, men også en vækstmotor for den nordjyske turisme, der bidrager til flere gæster på egnens hoteller, restauranter og butikker.

Derfor er det også et fejlskud, når en central del af Hjørring Byråd vil tilplante området omkring Børglum Kloster med kæmpevindmøller på 150 meter, der vil ødelægge den unikke og smukke natur. For turister kommer ikke til Børglum for at se på snurrende vindmøller og skyggekast – tværtimod kommer de for at se en historisk højborg i et uspoleret naturlandskab.

Hvis Hjørring Byråd vælger at placere disse store vindmøller foran Børglum Kloster, er de med til at underminere den kulturelle værdi og betydning af egnens vigtigste kulturhistoriske monument.

Ligesom de i Sønderborg ikke bygger vindmøller foran Dybbøl Banke, eller i Helsingør opstiller havvindmøller foran Kronborg Slot, skal vi selvfølgelig heller ikke forpurre vores egne attraktioner på den måde.

Jeg håber derfor, at politikerne i Hjørring vil finde deres egnskærlighed og snusfornuft frem, og sætte en stopper for Hjortnæs II. Dette projekt gør ikke andet end at forpurre vores fælles kultur og ødelægge turismen, mens Hjørring Kommune har brug for det stik modsatte.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.