DEBAT Kultur

Debatindlæg: Det Nordatlantiske Fyr er en publikumsucces - og nu vil I afvikle det?

I 2020 havde Det Nordatlantiske Fyr lige så mange besøgende som Statens Museum for Kunst i Doverodde - og nu vil man lukke fyret. Hvad er egentlig meningen, spørger en lokal i dette indlæg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.
Som ungt, nyetableret kunstcenter har Det Nordatlantiske Fyr fra begyndelsen turdet insistere på, at et sted ikke behøver at hedde Arken, Aros eller Louisiana for at have en stemme i moderne kunst. Er man klar til at smide det hele væk, spørger Katrine Dahl Clement i dette indlæg.<em id="emphasis-70ba82b82c22d0f3171f4fe8396458d3"></em> Privatfoto

Som ungt, nyetableret kunstcenter har Det Nordatlantiske Fyr fra begyndelsen turdet insistere på, at et sted ikke behøver at hedde Arken, Aros eller Louisiana for at have en stemme i moderne kunst. Er man klar til at smide det hele væk, spørger Katrine Dahl Clement i dette indlæg. Privatfoto

Af Katrine Dahl Clement, borger i Klitmøller

Herfra kan man se til evigheden. Eller sådan føles det. Der er 68 stejle trin, indtil man ikke kan komme længere. For at komme ud i toppen af fyret skal man åbne en dør. Den har blankslidt messinghåndtag og er for lilleputter. “Døren binder,” står der på et håndtegnet skilt. “Skub let med foden for at åbne den.”

Udsigten og blæsten får os til at snappe efter vejret. Vi går rundt langs ydersiden af lanternens glasskærm, hvorfra det stråler varmt og gult.

“Lanternen var naturligvis blændet ind mod Land, for at sky Heste ikke skulde vende sig om og stikke Forbenene ned i Folks Fodposer af Skræk; men den yderste Landstrimmel var Skueplads for Fyrstraalernes Kapløb. Et glasklart Lyslegeme løb hen over Vej og Længer, spring op ad en Flagstang og tabte sig saa ensomt tilhavs,” skrev Jacob Paludan i romanen Fugle omkring Fyret, udgivet i 1925.

Her står vi nu. I toppen af fyrtårnet på Holmknuden i Hanstholm. Her til aften, som for knap 100 år siden, sender lanternen sit lys ud over det kolossale, endeløse landskab, der strækker sig langs den yderste kant af Danmark.

Jeg har netop været på skriveophold på fyret med min skrivemakker. Vi boede i to af fyrets lejligheder, navngivne efter Thy-kunstnere, istandsat med glødende farver af Realdania og hyggeligt og smagfuldt møbleret. Jeg er fastansat kommunikatør og i al hemmelighed skuffeskribent. Jeg er på indre skattejagt efter modet til at sende mine tekster ud i verden. Min skrivemakker Jannie Schjødt Kold er forfatter, journalist og dramatiker. Hun er i gang med at skrive sit næste lydteater til Baggårdteatret i Svendborg, mens de femstjernede anmeldelser af den første audiowalk vælter ind. Jeg bor i 'Jens Søndergaard'. Jannie i 'Iwo Brunander'.

Vi mærker det, som vi står her og ser ud over Nordsøen i mulmet. Mulighederne. Det åbne blik. Nysgerrigheden og suset fra den uendelige horisont. Fyret lyser klart og kaster sine stråler. Det sidder i murene og i den gamle mørtel. Magien spejler sig i lanternens glas. Her kan vi ikke løbe væk fra hverken lyset eller blæsten.

I dag huser bygningerne Det Nordatlantiske Fyr, en ung, moderne kulturinstitution lige her i Thy, skabt på mod og visioner.

Siden 2018 har fyret ikke alene sendt sit lyssignal ud til kutterne på havet, men også en nyskabende, moderne kunstnerisk puls ud i Thy og længere. Her kan kunstnere bo, mens de skaber værker, der relaterer sig til landskabet og havet.

Her afholdes kunstskole for børn, rundvisninger, koncerter, foredrag og performances. Lokale kunsthåndværkere bruger værkstederne. Det er svimlende moderne og fuldstændig rodfæstet i den egn, som fyret har sit fundament i.

Den ultrahippe scenograf og blomsterkunstner Poppykalas’ tredimensionelle arrangementer mødtes for eksempel med de hundredvis af blomstermalerier af Poppykalas’ bedstemor Laura Krogsgaard, der malede fra gården i Faddersbøl i Thy.

Jeg tog min 9-årige datter med til den udstilling. Det skulle hun fandeme ikke - ind på noget som helst kunstmuseum. Lige indtil vi trådte ind ad døren - ind til blomstereksplosionen, der forplantede sig i hende til et stort suk, som end ikke hendes stærke skepsis kunne bremse: “Åh! Hvor er det flot, mor! Er det kunst? Er hun ægte fra Thy?” Ja, det er det, og ja, det er hun.

I 2020 havde Det Nordatlantiske Fyr lige så mange besøgende som Statens Museum for Kunst i Doverodde - på væsentligt færre åbningsdage. Og det i et coronaår med restriktioner og tvungne aflysninger.

På trods og i den strideste modvind er fyret altså en publikumssucces. Det gør mig glad. Der er ingen, der er så stærke som en flok stædige thyboer i blæst.

Men. For der er et men. Her på den yderste kant risikerede fiskerne for 100 år siden livet, når de sejlede ud. Nu er Det Nordatlantiske Fyr i sin egenskab som en af Thys vigtige kulturinstitutioner i fare. Mange af de sædvanlige aktiviteter i fyret har måttet lukke på grund af corona. Hvor der plejer at være udstillinger og kunstnere i værkstederne, har her i stedet låste døre og mørke rum. Det presser driften. Det har været et hårdt år for det unge udstillingssted.

Jeg håber, at Thisted Kommune vil følge op på de store visioner og renoveringen af fyret for 16 millioner kroner i 2017 – og give Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm sin uforbeholdne støtte, så fyret overlever som kunst- og kulturinstitution.

icon

Fyret har en stabil og sund egenindtjening - når vi ikke har corona. Fra kommunen kommer en beskeden driftsbevilling - og vi borgere får uendelig meget for pengene!

Det kan godt være, at du synes, at det der moderne kunst er lidt mærkeligt af og til. Har vi egentlig brug for den slags i Thy? Er det nu nødvendigt?

Her skal jeg bede om fuld knald på pauker og strygere. Svaret er et rungende JA! I hvert fald hvis man er stolt af at være thybo.

Det Nordatlantiske Fyr har nemlig alle muligheder for at lykkes med begge sine opgaver: At bringe moderne kunst til Thy og samtidig passe på og skabe liv i de smukke fredede bygninger. Fyret har en stabil og sund egenindtjening på udlejning af lejligheder og private arrangementer - når vi ikke har corona. Fra kommunen kommer en beskeden driftsbevilling - og vi borgere får uendelig meget for pengene!

Fra sin stædige udkigspost i Hanstholm skuer fyret ud over klithede og hav. Som ungt, nyetableret kunstcenter har Det Nordatlantiske Fyr fra begyndelsen turdet insistere på, at et sted ikke behøver at hedde Arken, Aros eller Louisiana for at have en stemme i moderne kunst. På at der er værdi i at beskæftige sig kunstnerisk med Thy. På at den moderne kunst har sin berettigelse også her på den yderste kant. På at vi kan tiltrække kunstnere hertil fra hele verden.

Fyrets vision er, at kunsten her skal knytte sig til fyret, til egnen og det enorme landskab, som fyret lyser på. På ganske få år er gennemført en række nyskabende udstillinger og events. Lejlighederne er velbesøgte og rummer fortsat et betydeligt vækstpotentiale. Hertil kan vi invitere kunstnere, skribenter og meningsdannere til at fordybe sig i skabelsesprocessen, midt i Danmarks største natur og samtidig midt i kunsten.

I sidste uge kunne jeg så læse i NORDJYSKE, at fyrets bestyrelse har afskediget fyrets daglige leder, der også er fagligt ansvarlig for fyret som kunst- og kulturinstitution. Fyrets bestyrelsesformand udtaler i samme artikel, at man ikke har en plan for fyrets fremtid efter afskedigelsen.

Det er jeg chokeret over.

Thisted Kommune har skabt et kulturelt fyrtårn, der giver visionerne luft under vingerne. Min kommune har investeret så meget i Det Nordatlantiske Fyr, både penge, frivillige kræfter og kærlighed. Det er en massiv satsning, og den ligger der, lige midt på Holmknuden som det eneste sted i verden af sin art.

icon

Måske kan vi først om ti, tyve og tredive år se betydningen af det, som i disse år er skabt her på Holmknuden. [...] Jeg holder vejret og håber, at vi her i Thy har modet til at løfte blikket.

Og nu, hvor fyret har allermest brug for hjælp, har man ikke en plan. Kan det virkelig være rigtigt?

Fra Det Nordatlantiske Fyr er der udsigt til hele verden. Men måske kan vi først om ti, tyve og tredive år se betydningen af det, som i disse år er skabt her på Holmknuden, hvor sneen i skrivende stund daler ned fra en grå himmel. Jeg holder vejret og håber, at vi her i Thy har modet til at løfte blikket og give fyret de allerbedste betingelser for at lykkes og lyse ind i fremtiden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.