debat

Lad frihed og tillid blomstre i 2021

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Pernille Weiss, medlem (K) af Europa-parlamentet pernille.weiss@europarl.europa.eu

2021:Angstens år er fortid - lad frihed og tillid blomstre i 2021.

Første mandag i 2021! Jeg håber, du er kommet godt ind i det nye år og fandt de overraskende smukke facetter i overgangens ellers så faste ritualer med fest og fyrværkeri på kryds og tværs af mange hjem.

Nytåret var for de fleste været på vågeblus - og tak for det.

Covid-19 har jo spærret os inde i små sociale bobler, hvor adgangskortet er en frisk negativtest og sikkert også forbud imod at brokke sig alt for meget over tingenes tilstand.

Sådan må det være en tid endnu. Der kan der ikke rafles om.

MENS JEG skriver denne kronik, har regeringen ikke meldt nye og sikket nok strammere restriktioner ud angående nytårsaften og de første uger af januar.

Så jeg skriver lidt i blinde og for ikke at støde ind i nogen, så skriver jeg mig op i helikopteren og ser ud over det kulturelle landskab, vi forlader med 2020 og det landskab, jeg håber, vi skal flyve henover i 2021.

IKKE KULTURPOLITISK i konkret forstand, selvom der ved grød er god grund til at gentage meget af det, som mange på og omkring den danske kunst- og kulturscene har sagt og skrevet gennem det gamle år. Hvor coronaens hærgen udstillede det, vi godt ved i forvejen: Nemlig at vi generelt er blevet dovne og dumme at høre på, når det kommer til at tale om, hvad kultur og kunst egentligt er i og for et levende samfund.

Derfor er vi også blevet døve over for de gentagne opråb fra kulturens mange institutioner og aktører, som snart ikke kan finde på flere argumenter og problemstillinger i kampen om politikernes opmærksomhed.

SOM Europa-politiker er det ikke mit formelle bord at forholde mig til det.

Det kan faktisk trække mine ører i maskinen - for EU skal da ikke blande sig i vores kulturpolitik!

Men som dansker og som konservativ i over en menneskealder, så græder mit hjerte over kvaliteten af biodiversiteten i det kulturpolitiske landskab. I vores land og vores Europa. Det svinger for meget mellem elitær snetops-snobberi og fordummende turismeøkonomi.

Så er det sagt, og det kommer jeg helt sikkert tilbage til i en senere kronik.

NEJ, DET kulturelle landskab, jeg her gerne vil fremhæve, er det, som er vores egentlige kultur forstået som den menneskelige adfærd i vores allesammens hverdagsliv, vi gør med os selv, i vores familie, med vores venner og på vores arbejdsplads.

Den kultur, vi udtrykker i det sprog, vi bruger, og de ord, vi anvender til at meddele, hvad vi synes om dette eller hint. Altså helt nede ved rødderne af vores føle-tænke-gøre-tale-verden - og som kunstnere ser og reagerer på, så vi enten græmmes, griner, græder eller glædes.

I MIT tilbageblik på 2020 springer det mig i øjnene, at når vi som mennesker gribes af angst, så reagerer vi instinktivt og helt i overensstemmelse efter den store psykologi-ABC.

Vi vælger enten at kæmpe, flygte eller forstene. På alle mulige måder. Men det gennemgående og gennem 2020 mere og mere tydelige træk er, at vi håndterer angsten ved at overdosere ”skyld” og ”skam” mod andre end os selv.

FØRST VAR det kinesernes skyld (og det er jo sådan set rigtigt nok), så minkavlernes, og sidst på året blev det kirkernes. Folkekirkens vel at mærke. Som skulle skamme sig over ikke at lukke ned for julegudstjenesterne, ligesom minkavlerne skam blev talt op af en krokodilletåregrædende statsminister.

Så var det EU’s skyld, at hjælpepakkerne var forsinkede (hvilket med et faktatjek ikke passede), og så skulle EU skamme sig, fordi vaccinerne til os europæere ikke både kunne være verdens mest gennemtestede og verdens hurtigste om at nå frem i vores overarme.

Jeg tænker, at grisehandler Larsens Katrine i sin grav har fået tremor i sit ellers stoiske sind af at betragte os ...

DET, DER især har slået mig gennem 2020 er, at vi, som de ellers så moderne mennesker, vi omtaler os selv for at være - overalt i Europa - har haft brug for statens store faste hånd til at styre slagets gang.

Vi har siddet som lemminger foran skærmen og afventet endnu et pressemøde, og mange har fået et nærmest storesøsteragtigt forhold til statsministeren - eller bare til ”Mette” - der med jernnæven i fløjlshandsken har ført os skridt for skridt, dag for dag.

BLANDT ANDET derfor har mange virksomheder måttet lukke ned. Midlertidigt, men desværre også for en dels vedkommende for altid. Og derfor har mange familier fået et nyt og mere blandet forhold til deres hjem, som nok en tid endnu skal fungere både som sikker zone, arbejdsplads, klasseværelse - og ramme for det almindelige, private liv.

Det har for mange været for meget, og derfor stiger antallet af skilsmisser i disse måneder.

Selv indrømmer jeg gerne, at jeg er lykkelig for, at jeg har voksne børn og ingen partner, jeg helst skal have i afmålte doser.

ANGST, SKYLD og skam er blevet banket ind i os med det bat, som blev døbt med Årets Ord - ”samfundssind” og alle har vi forsøgt at praktisere dette for at slippe for at føle skam, bære skyld eller overmandes af skræk. Og det er der ikke noget forkert i. Tværtimod. For det virker jo. Det er, når vi tager os sammen og overholder restriktionerne, at smittetrykket falder. Simpel logik!

Derfor indrømmer jeg også gerne, at jeg blev mere end vanligt pikeret over at blive afæsket et anerkendede nik fra en bekendt, som i december fortalte om, at han arrangerede både firmafest og privat julefrokost med tagline: “Der skal da være plads til civil ulydighed. Blikesmiley!”

JAMEN, ALTSÅ! Som om potentiel smittespredning er på niveau med lidt sort arbejde over hækken? 2020 har sørme lært at os at se hinanden - og forhåbentligt også os selv - i et nyt lys. Helst et ærligt lys, som glædes over det gode og accepterer det grimme. For vi er jo bare mennesker og gør det, så godt vi kan.

OG LIDT til, ikk’? Ellers får vi ikke bugt med coronaen, og ellers kan vi ikke rejse os igen rent økonomisk og genvinde den styrke, vi har brug for at have råd til at løse alle de andre kæmpe udfordringer, der er kastet til side for en stund: Klimaet, handelskrigene og migrantionspresset for blot at nævne tre hjørner af en mulig Bermudatrekant, hvis ikke vi kan regne med hinanden og vores vilje og evne til at løse dem effektivt sammen.

I 2021 HÅBER jeg, at vi fortynder restriktioner og regler med stigende mængder af tillid og tilbagevenden til frihed under ansvar. Tillid til at vi bliver ved med at vaske hænderne og kun krammer vores rigtige krammevenner. Frihed til at tage noget af alt det, vi har lært gennem 2020-restriktionerne med ind i en ”new normal”.

Det kunne eksempelvis være de gamle dyder som eksempelvis mådehold, umage og tålmodighed.

De har siden finanskrisens afslutning og vel egentligt hele mit voksne liv ikke været særligt hotte kodeord for god opførsel i vores kulturelle landskab?

NU, HVOR vi er ude af et år, hvor vi alle blev spillet hjem, skal vi i 2021 spille hinanden fri og udveksle loveshowers af tillid til, at vi alle gør os lidt mere umage, viser lidt mere mådehold og har lidt mere tålmodighed.

Så skal det nok gå alt sammen. Rigtig godt nytår!

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.