Vi har både plads og råd til mennesker på flugt

Af Peter H. S. Kristensen, byrådsmedlem (S) i Brønderslev, Bogfinkevej 49, 9700 Brønderslev pkr@sl.dk

Flygtninge – vi kan meget mere. Der er mange meninger om flygtninge og hvordan vi skal behandle dem. Ofte reduceres det til et forenklet billede af, at tilhører man til et bestemt politisk parti, så mener man absolut det samme som partiet, og gør man ikke det, hører man til det forkerte sted.

Vi er da kommet længere end det! Vi kan ikke snakke om ytringsfrihed og demokrati og samtidig tro, at alle i et parti taler med samme stemme.

Jeg indrømmer blankt, at jeg er socialdemokrat, og at jeg er stolt af det, men jeg er ikke enig, når det drejer sig om politikken i forhold til flygtninge.

Det er for mig ikke ensbetydende med et opgør med den socialdemokratisk politik generelt, for her er Socialdemokratiet det parti, som bedst dækker mine holdninger blandt andet omkring fastholdelse af velfærdsstaten, økonomisk politik, håndtering af krisesituation mv.

Som politisk menneske har jeg lovet mig selv, at jeg aldrig vil lade politik krænke min egen integritet, for mister jeg den, så ryger selvrespekten.

Og jeg mener dybtfølt, at vi som samfund har både plads og råd til at rumme mennesker på flugt og integrere dem i det danske samfund samt føre en langt mere rummelig og imødekommende politik på området, end tilfældet er i dag, hvor der næsten er kamp om at være de mest restriktive.

Mit udgangspunkt er, at de fleste flygtninge gør det, som er muligt for at integrere sig.

Men jeg mener også, at vi som samfund skal stille krav til flygtninge, som er klare, tydelige og retfærdige. Ikke symbolpolitik som håndtryk og frikadellespisning, nej, der skal være rimelige krav til sprogtilegnelse, deltagelse i de aktiviteter som udbydes for at integrere sig, og at man stiller sig til rådighed for arbejdsmarkedet.

Lever man op til de krav, der stilles til en, så skal det også være muligt at blive en vedvarende del af det danske samfund og ikke risikere hjemsendelse, medmindre man selv ønsker det.

Vi drøfter aktuelt hjemsendelse af flygtninge fra Syrien, uagtet at meget få ser det som et sikkert sted. Men kan jegforklare og begrunde overfor en syrisk familie, hvor faderen er i gang med en mellemlang videregående uddannelse, hvor børnene har levet i Danmark i syv år, en på seks år er født her, og de har været i danske daginstitutioner og skole, at nu giver det mening at de skal flytte til Syrien til en usikker fremtid? Nej, det kan jeg ikke og samtidig se mig selv i øjnene.

Jeg kan ikke engang begrunde det med, at vi er for mange unge og aktive på arbejdsmarkedet, for vi snakker til stadighed om udfordringer med at sikre arbejdskraft nok i fremtiden – ikke mindst på velfærdsområderne.

Vi har lyssky arbejdsgivere, som henter arbejdskraft til landet på miserable vilkår, med den begrundelse at det er svært at få dansk arbejdskraft. Vi ser altså en fremtid med behov for flere til at løfte og fastholde velfærdssamfundet.

Så en restriktiv flygtningepolitik giver ikke mening for mig, og jeg kan ikke begrunde den som menneske. Og det handler ikke om en enkelt syrisk familie, det handler om alle flygtninge, som gerne vil deltage i det danske samfundsliv. De skal ikke leve med en konstant trussel om hjemsendelse, for hvis det er målet, hvad er formålet og motivationen så for at integrere sig. Vi ønsker vel ikke, at flygtninge blot skal gå og vente i årevis på noget, som måske aldrig sker? Jeg gør ikke.

Jeg vil gerne møde dem som de individuelle personer, de er, og ikke som en samlet betegnelse.