70 år
¤Anders Peter Jensen, Lillehedenvej 50, Hirtshals, fylder onsdag 70 år. Anders Peter Jensen er født ved Dybvad i Skæve Sogn. Efter de obligatoriske syv år i folkeskolen var han elev på Stidsholt Ungdomsskole. Siden fulgte en tid som landsbrugsmedhjælperelev og fodermester, og værnepligten blev aftjent ved Jyske Trænregiment. Anders Jensen flyttede til Hirtshals, hvor han i fem år var ansat på Chr. Bergs Kassefabrik. Derpå arbejdede han i en del år på Danfisk som formand i pakkeriet. I 15 år var Anders Jensen på Skagerrak Fiskeeksport som truckfører, og i flere år var han valgt som virksomhedens tillidsmand. Som 63-årig forlod Anders Jensen arbejdsmarkedet for at gå på efterløn. Med sin interesse for det samfund, han var en del af, har Anders naturligvis haft en del forskellige bestyrelsesposter. Således har han gennem 25 år siddet i bestyrelsen for Hirtshals Skakklub og i en årrække været dens kasserer. Han har været i bestyrelsen for Stidsholt Ungdomsskole og for SID i Hirtshals samt i flere perioder valgt som delegeret til SIDs kongres. Anders Jensen er desuden medlem af pensionistklubben, hvor han er tildelt posten som fanebærer. I 27 år har han haft kolonihave i Løjbjerg, hvor han nyder den landlige idyl og friske luft. Familielivet prioriterer han højt og nyder, når han er sammen med sine fire børnebørn, der er i alderen fra to til 10 år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.