Sport

AaB tog overtidssejr i Hobro

I dommerens sidste tillægsminut slog Kasper Risgård til og sikrede AaB en sejr over himmerlændingene

Foto: Claus Søndberg
Foto: Claus Søndberg

Opdateret 25. juli 2015 kl. 09:31

HOBRO: Trods mange, mange chancer skulle kampen mellem Hobro og AaB ind i det absolut sidste tillægsminut, før kampens enlige scoring kom.

Kasper Risgård var manden, der sikrede gæsterne sejren og de tre point, da han scorede til 1-0. Dermed er AaB oppe på fire point efter to runder, mens Hobro IK fortsat har til gode at få point i denne sæson.

Kampen kunne ellers være endt med mange flere scoringer, for chancer var der masser af denne fredag aften.

I en sprudlende første halvleg, hvor begge hold kom frem til flere chancer, var det gæsterne, der startede bedst.

Første store chance kom allerede efter fem minutter, da Nicolaj Thomsen sparkede på stolpen. Thomas Enevoldsen fulgte op på riposten, men hans afslutning blev blokeret foran målstregen.

Thomsen sprudlede generelt, og tvang også Jesper Rask til en stor redning 22 minutter inde i kampen.

Kort efter var det målmanden i den modsatte ende, Nicolai Larsens, tur til at redde flot, da han holdt nettet fra at blafre efter et flot frispark fra Jacob Tjørnelund.

Rasmus Jönsson viste også lidt af den boldføling, man tidligere har set fra hans fod, da han på højrekanten driblede flot rundt. Efter et hurtigt sammenspil fik svenskeren også afsluttet kompetent, men igen stod Jesper Rask i vejen.

Hobro tæt på før pausefløjtet

Efter den første halve time tippede kampen over i Hobros favør, og to gange på de sidste fem minutter før pausen, kunne hjemmeholdet have bragt sig i front. Begge gange ved det 19-årige talent Gökcan Kaya.

Først satte han Jakob Blåbjerg, inden han sparkede lige på Nicolai Larsen, og umiddelbart inden slutfløjtet dukkede han igen op i feltet til en flot afslutning, som Larsen dog reddede på endnu flottere vis.

Dermed sluttede første halvleg som den startede. 0-0.

Chancehavet fortsatte

Knap var anden halvleg gået i gang, før hjemmeholdet kom frem til endnu en stor chance. Nicolai Larsen lavede en dårlig fejlaflevering, som Gökcan Kaya udnyttede til at sende Mads Jessen helt fri igennem med AaB-keeperen. Målmanden fik dog med en flot håndparade rettet op på sin fejl.

Ni minutter inde i anden halvleg var det så AaB’s tur til at være tæt på. Efter et hjørnespark lavede Kasper Risgård genialiteter på baglinjen, inden han afsluttede, men til midtbanespillerens ærgrelse strøg læderet op på overliggeren.

I kampens 57. minut burde AaB i sandhed have bragt sig foran. Rasmus Würtz spillede dybt og gav Thomas Enevoldsen en friløber, men Enevoldsens afslutning gik forbi opstanderen.

AaB tog sejren i overtiden

Herefter var det som om, at klubberne hellere ville være sikre på at komme fra kampen med det ene point. I hvert fald blev chancerne afløst af mere sidelæns spil, og dueller på midten.

Karakteriserende for begge hold var, at det var indlæg fra kanterne, der skulle skabe chancerne, men helt farligt blev det ikke rigtig, før kort før tid.

Efter et hjørnespark steg Nicklas Helenius til vejrs på et indlæg. Hovedstødet var kraftfuldt og på vej i nettet, men Jesper Rask diskede igen, igen op med en pragtredning på stregen.

Dybt inde i dommerens tillægstid slog AaB så endelig hul på Jesper Rask. Efter et hjørnespark og AaB-pres ramte de rød-hvide stolpen, og Kasper Risgård var hurtigt ovre returen, som han kanonerede i netmaskerne. Dermed sikrede han en AaB-sejr på 1-0.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden