Åbent hus på asylcenteret
Mandag er der mulighed for at kigge indenfor på asylcentret
DRONNINGLUND: Interesserede borgere får mandag aften mulighed for at kigge inden for på asylcenteret, der er indrettet på Dronninglund Sygehus.
- Hvis man er nysgerrig på, hvordan asylcenteret er kommet til at se ud eller interesseret i, hvad de frivillige laver på centeret, inviteres der til åbent hus på Asylcenteret mandag 14. december mellem klokken 19 og 21, lyder det fra frivilligkoordinator Per Svanholm Christensen fra Jammerbugt Asylafdeling.
- Alle omkring Asylcenteret er utrolig taknemmelige for den gode modtagelse, centeret har fået i Dronninglund. Det har været en fornøjelse at mærke den venlighed, vi er blevet mødt med.
40-50 frivillige holdt forleden møde på asylcenteret på Dronninglund Sygehus, og der var rigtig god stemning og en masse gode idéer til, hvordan det frivillige arbejde med asylansøgerne kan gribes an.
To frivilligkoordinatorer fra Jammerbugt Asylafdeling, Lajla Holtebo Gregersen og Per Svanholm Christensen, informerede først om asylansøgernes vilkår og muligheder for det frivillige arbejde på centeret.
- Herefter blev der åbnet op for alle de gode idéer blandt de frivillige om genbrugsbutik, børneaktiviteter, sprog- og samfundsundervisning samt cafémøder - alle idéer som med det samme kunne organiseres i mindre grupper, der begyndte at planlægge de første aktiviteter, oplyser Per Svanholm Christensen.
Allerede dagen efter var aktivitetsgruppen omkring genbrugsbutikken i gang med det store arbejde med at sortere de varer, der allerede er væltet ind siden centeret åbnede.
Selvom der allerede er mange varer på hylderne, er det dog tydeligt, at der især er mangel på vintertøj til små mennesker både små voksne og børn.
- Fredag have Caféen åbent for første gang, og der blev holdt noget så traditionelt som en julecafé med hjemmelavede æbleskiver, hvilket var noget af et hit - selv blandt mennesker med en anden kulturel baggrund end vores, siger Per Svanholm Christensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.