Aaen genvalgt til formand
Jens Aaen fortsætter som formand for Samvirkes forretningsudvalg
HJALLERUP: Der har været konstituerende møde i Hjallerup Samvirke, hvor der var lagt op til ændringer i de forskellige udvalg, da der var to nye medlemmer valgt ind i Samvirkets forretningsudvalg.
Der var genvalg til Jens Aaen som formand samt Peter Jensen som næstformand.
Som Samvirkes repræsentant i Hjallerup Idrætscenters bestyrelse blev Hans Henrik Sørensen udpeget og til Kulturhusets fondsbestyrelse blev det Marianne Morell. Samvirke driver Hjallerup Teltudlejning, og det nye teltudvalg kom til at bestå af Hans Henrik Sørensen, der også var i dette udvalg sidste år, samt Peter Jensen og Jan Aarup.
Til Arealudlejningsudvalget valgtes John Ovesen, Henrik Kalstrup samt Jan Aarup, og til at drive biografen, Hjallerup Kino, er der et Kino-udvalg, som bl.a. består af Dennis Kvesel og Torben Larsen.
Biograf på flere skuldre
Forretningsudvalget havde nogle ønsker vedrørende driften af biografen. Man ønsker, at der skal arbejdes med at opbygge en struktur i den daglige ledelse, som i dag hænger på meget få personer.
Ønsket er endvidere, at der implementeres en mindre sårbar struktur, hvor der f.eks. kunne laves en føl-ordning, således der er naturlige arvetagere i tilfælde af, at nogen falder fra.
Fokus på byuudvikling
Hjallerup Samvirke udpeger også to personer, der sidder med i Byudviklingsudvalget, og her blev det Dan Christensen og Bent Jørgen Larsen. Byudviklingsudvalget har meget at se til i øjeblikket, da der pågår et større arbejde med forskønnelse af centret, samt branding af byen m.m.
Da Leif Thomsen havde valgt at stoppe efter 25 år på posten som sekretær, skulle der også findes en til det. Torben Larsen vil således være pennefører fremover og han får hjælp af Marianne Morell, som bliver referent fra Hjallerup Samvirkes møder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.