Aalborg-professor bliver præsident

Lars Arendt-Nielsen skal stå i spidsen for smerteforskere

Søren Beukel Bak
Lars Arendt-Nielsen blev opfordret af organisationen til at stille op som præsident. Arkivfoto: Lars Pauli
Nordjylland 12. juni 2016 16:40

NORDJYLLAND: Aalborg har fået en præsident. Professor Lars Arendt-Nielsen, Aalborg Universitet, er blevet valgt til præsiden for den internationale smerteorganisation IASP (International Association for the Study af Pain) og dens cirka 10.000 medlemmer i 94 lande.

Organisationen, der har hovedkontor i den amerikanske forbundshovedstad Washington DC, arbejder for bedre forebyggelse og behandling af kroniske smerter, mere forskning og bedre uddannelse inden for området, samt øget politisk fokus på området, blandt andet gennem FN-organisationen WHO.

Hver femte har kroniske smerter

Smerter udfordrer umådeligt mange mennesker, forklarer den nyvalgte præsident:

- Hver femte voksen lider af kroniske smerter og det er således en massiv global udfordring. De færreste smertepatienter kan behandles optimalt, ofte kendes årsagerne til smerterne ikke, og den generelle viden blandt behandlere er for dårlig.

Ofte falder smerteforskning og -behandling ned mellem mange stole og bliver ikke et prioriteret område, fordi det går på tværs af mange forskellige medicinske specialer.

Organisation i vækst

IASP er blot cirka 40 år gammel, men er på de år vokset til en meget stærk international organisation med egne tidsskrifter, bogforlag, verdenskongresser og meget mere:

- Da jeg begyndte som ung smerteforsker i London for mere end 30 år siden, var det en meget lille sluttet kreds af forskere, der fokuserede få smerteområdet. Men jeg var på det rette sted på det rette tidspunkt til at opleve, at tingene tog fart - og på den næste verdenskongres, der foregår senere på året i Japan, forventer vi ca. 7000 deltagere, siger Lars Arendt-Nielsen.

På Aalborg Universitet har han været med til at opbygge et nyt tværfagligt område inden for medicin og teknologi.

På smerteorganisationens verdenskongres i Japan senere på året vil den formelle ceremoni for den nye præsident blive afholdt.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...