Aalborg tabte med syv til Barcelona
FC Barcelona sendte Aalborg Håndbold ud af Champions League med en 29-22 sejr
Opdateret 23. marts 2015 kl. 06:24
BARCELONA: Aalborg Håndbold tabte for anden søndag i streg til FC Barcelona, men denne gang gik det noget bedre end sidste søndag.
Mens nordjyderne sidste gang tabte med hele 20 mål, 31-11, blev det søndag aften blot til et 29-22 nederlag. Det skal dog nævnes at Nikola Karabatic og Kiril Lazarov ikke spillede mange minutter, mens også den i første kamp altreddende Gonzalo Vargas så til fra bænken.
Det betyder dog stadig, at storfavoritterne fra Barcelona samlet set blæste Aalborg ud af Champions League med et samlet nederlag på 27 mål.
Scoring efter fire minutter
Aalborg kom bedre med fra start end i sidste uge, da Emil Berggren brugte under fire minutter på at sende Aalborg første scoring i nettet til 2-1.
Derefter havde Aalborg det igen svært offensivt, men da Ole Erevik i målet diskede op med den ene redning efter den anden, og Niclas Barud og Simon Hald havde godt fat i stregspiller Cedric Sorhaindo, holdt nordjyderne snor i hjemmeholdet.
Sander Sagosen kunne cirka halvvejs i første halvleg reducere til 4-3, mens Nicolai Nygaard Pedersen angrebet efter gjorde ham kunsten efter til 5-4. Men så trak storfavoritterne også fra - især takket være de velspillende fløje Victor Tomas og Gudjon Sigurdsson - og inden Aalborg havde set sig omkring var Barcelona-stjerne foran 14-6.
Herefter forsøgte Emil Berggren at piske gejst tilbage i Aalborg-spillerne. Det lykkedes og med tre nordjyske scoringer i træk, kunne Aalborg gå til pause nede med 14-9.
Sløset Barca-spil til sidst
Efter pausen trak Barcelona igen stille og roligt fra, selvom Erevik fortsatte med at redde både straffe og friløber, og ved stillingen 18-11 tog Jesper Jensen sin anden time-out i kampen.
Det hjalp ikke umiddelbart så meget, og takket være en velspillende Siarhei Rutenka bragte Barcelona sig foran 23-14.
Derfra begyndte Barcelona-spillerne at spille sløset, og det straffede Aalborg Håndbold blandt andet med flere kontramål, og nordjyderne var kun bagud med seks mål, da Christian Jensen gjorde det til 26-20.
Kampen endte med en 29-22-sejr til storfavoritterne fra Barcelona.
Topscorer for Aalborg blev Emil Berggren med fem scoringer, mens Barcelonas topscorer blev Gudjon Sigurdsson, der scorede seks gange.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.