3. Limfjordsforbindelse

Kæmper mod motorvej over Egholm - nu sagsøger de staten

Borgerbevægelse har gennem mange år kæmpet for en linjeføring udenom Egholm

Folketinget vedtog sidste år endeligt, at den 3. Limfjordsforbindelse skal gå over Egholm.
Folketinget vedtog sidste år endeligt, at den 3. Limfjordsforbindelse skal gå over Egholm. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 10:24

Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen har nu anlagt den retssag, som skal få domstolene til at tage stilling til, om loven om anlæggelse af motorvejen ‘3. Limfjordsforbindelse’ i Egholmlinjen er lovlig.

Det skriver bevægelsen i en pressemeddelelse fredag morgen.

Foreningen har, siden den blev stiftet i 2011, været imod linjeføringen over Egholm. Og har i sine høringssvar gennem årene "vedvarende påpeget fejl og mangler både i forhold til processen og miljøvurderingerne".

Kritikken har blandt andet handlet om støjberegninger, oversete asbestdeponier samt krænkelse af EU’s beskyttelse af Natura 2000-området, der omfatter dele af Egholm og vandet omkring.

- Det har været som at slå i en dyne at prøve at påvirke den politiske beslutning, selvom vi synes, vi har mange gode og saglige argumenter, siger formand Else Marie Tolbøll.

- Når politikerne absolut vil gennemtrumfe en så voldsom beslutning – og af de fleste en uønsket beslutning – er det mindste, vi kan kræve, at lovgivningen er overholdt. Det tror vi ikke, den er. Derfor går vi til domstolene.

Respekt for processen

Nordjyske har fået en skriftlig kommentar til sagen fra transportminister Thomas Danielsen (V).

- Modstandere af projektet skal naturligvis i et retssamfund have mulighed for at løfte deres utilfredshed og modstand via domstolene, siger han.

- Både linjeføringen og alle hensyn til miljø og dyreliv er nøje undersøgt og behandlet inden vedtagelsen af anlægsloven i Folketinget. Den ordentlighed og respekt for processen, der har været, er jeg stolt af. Det at modstandsgruppen stævner mig personligt, har jeg for nærværende ikke nogen bemærkninger til.

Årelang kritik

I stævningen fastholder foreningen sin årelange kritik, og anfører som modsvar, at mængden af rapporter kun vidner om, hvor vanskeligt det har været at opfylde kravene i EU’s miljøbeskyttelsesdirektiver netop for motorvejen i Egholmlinjen – og at EU’s regler om beskyttelse også gælder Transportministerens anlægslove.

I den 128 sider lange stævning påpeges en lang række fejl. 

- Fejlene spænder fra for korte høringsfrister i ferieperioder, over helt manglende høring af berørte myndigheder og andre stater, til Transportministerens utidige indblanding i den proces, der for at sikre, at miljøvurderingerne er fuldstændige i henhold til loven, ikke blot skal påbegyndes, men også afsluttes af Vejdirektoratet, står der i pressemeddelelsen.

Aktuelt er Vejdirektoratet og Statens kommissarius i gang med at forberede byggeriet og ekspropriere de ejendomme, der berøres af linjeføringen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden