Supersygehus

Ny mand hyret ind - skal stå i spidsen for skandaleramt byggeri

Den nye projektdirektør har stor erfaring fra andre hospitalsbyggerier

Asger Schou er udpeget som projektdirektør i Region Nordjylland og får som hovedopgave de næste tre år at styre og færdiggøre Hospitalsbyen i Aalborg Øst.
Asger Schou er udpeget som projektdirektør i Region Nordjylland og får som hovedopgave de næste tre år at styre og færdiggøre Hospitalsbyen i Aalborg Øst. Foto: Region Nordjylland

Opdateret kl. 16:29

Region Nordjylland har udpeget en ny projektdirektør, som får til opgave, at styre og færdiggøre Hospitalsbyen i Aalborg Øst, der ellers har været ramt af flere problemer undervejs.

Valget er faldet på Asger Schou, der overtager rollen efter Martin Kjær, som forlod stilling i september sidste år.

Med sig har Asger Schou stor erfaring fra lignende projekter.

Han kommer fra en stilling i Region Midtjylland som projektdirektør på det ny Regionshospital Gødstrup ved Herning, som åbnede i 2022. Derudover har han tidligere som byggechef været med til at gennemføre det ny Aarhus Universitetshospital, og var byggechef på en ny akutmodtagelse til Hospitalsenhed Midt i Viborg.

Kim Mikkelsen, der er konstitueret koncerndirektør i Region Nordjylland, og har været formand for ansættelsesudvalget, er begejstret over ansættelsen af Asger Schou.

- Region Nordjylland kunne ikke ønske sig en bedre kandidat til jobbet. Når vi kan ansætte en kapacitet som Asger Schou med den kompetence og erfaring, han har fra lignende projekter, vidner det om et stort og yderst kvalificeret felt af ansøgere til stillingen, siger han i en pressemeddelelse fra Region Nordjylland.

Ligesom jobbeskrivelsen ikke er fremmed for Asger Schou, er den nordjyske muld det heller ikke.

Asger Schou er uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet og havde sine første ansættelser i nordjyske virksomheder. Og nu kan han så skrive stillingen hos Region Nordjylland på CV'et, når han 1. februar tiltræder som projektdirektør.

Færdigt om to år

Hospitalsbyen er Nordjyllands største byggeprojekt til dato, og i år overtager Region Nordjylland alle dele af byggeriet, der efter planen forventes at være klar til drift i 2026, hvor de første patienter modtages.

Opgaven med at sikre, at det sker, er noget, den nyansatte projektdirektør ser frem til.

- Jeg ser det som en meget spændende udfordring at få Hospitalsbyen bragt sikkert videre fra byggefase til drift, og når vi kommer til 2026 er min ambition, at nordjyderne kan tage et byggeri i brug, som løfter det nordjyske sundhedsvæsen til det øverste niveau for behandling, udtaler Asger Schou.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden