Gravenshoved-mor står frem efter kommunens undskyldning - kæmpede med dårlig samvittighed i 36 år

Men seancen på det gamle rådhus var ikke kun vigtig for de mange tidligere elever, der var mødt op. Kirsten Grau opdagede bagefter, at oplevelsen fuldkommen havde forandret forholdet mellem hende og hendes søn - den søn hun for 36 år siden vinkede farvel til på Gravenshoved Kostskole.

En skole, der i sin samtid blev storrost for at skabe gode resultater for ”adfærdsvanskelige børn”, men som i virkeligheden også var et sted, hvor børnene blev udsat for fysiske, psykiske, eller sågar seksuelle overgreb.

Alt det vidste Kirsten Grau ikke noget om, før Nordjyske begyndte at afdække historierne om skolen. Alligevel har hun i 36 år haft dårlig samvittighed over at have sendt sin søn derned. For opholdet forandrede sønnen, og ikke mindst forholdet imellem de to.

- Det er det værste, jeg har gjort i mit liv, siger hun.

Gravenshoved Kostskole

• Gravenshoved Kostskole var en såkaldt observationsskole, der blev oprettet af Aalborg Kommune i 1964. Skolen lå øst for Christiansfeld i Sønderjylland.
• Skolen havde plads til 24 elever og tog sig af det, man dengang kaldte adfærdsvanskelige børn, der ikke passede ind i det almindelige skolesystem. Det kunne være børn med indlæringsproblemer eller med sociale problemstillinger.
• Fra 1970’erne og frem blev skolen drevet i et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Nordjyllands Amt.
• I forbindelse med besparelser vælger Nordjyllands Amt i 1990, at de ikke længere vil betale for driften af Gravenshoved Kostskole. Kommunen, der ejede bygningerne, forsøgte uden held at søge dispensation til at drive skolen videre.
• Både de kommunale politikere og flere forældre var imod beslutningen om at lukke skolen.
• Gravenshoved Kostskole lukkede i starten af 1990'erne.
• I 2021 stod en række tidligere elever frem med anklager om fysiske og psykiske overgreb. De fleste fra midt-80'erne og frem til skolens lukning.

Det glade barn

Kirsten søn har aldrig lavet ulykker, fortæller hun. Han er kommet galt afsted, men han har aldrig været fræk eller slåsset. Han var det gladeste barn, husker hun.

Alligevel var han ikke som de andre børn. Han opførte sig anderledes. Der skulle altid ske noget, og han havde svært ved at sidde stille.

I dag er sønnen diagnosticeret med ADHD, men det var ikke i spil endnu, da han var dreng tilbage i 1980’erne – heller ikke selvom han og moren havde været i kontakt med en skolepsykolog.

- Han var sangglad og elskede at optræde. Det havde pædagogerne det lidt stramt med. Det var for meget.

Opførslen var tilsyneladende også for meget for skolekammeraterne.

Kirsten fortæller, at hendes søn blev mobbet, selvom det ifølge hende gik over hovedet på ham.

- Hans opførsel var ikke normal. Han blev mobbet, fordi han var anderledes end de andre elever.

Kirsten flytter sin søn til Aalborg Friskole. Men her har han også svært ved at danne relationer til de andre børn.

På et tidspunkt vinder Kirsten en konkurrence på ANR, en middag for 16 personer, og hun foreslår sønnen, at han kan invitere klassekammeraterne med ud at spise, fordi han er udelukket af det sociale fællesskab.

- Der var da også nogle, der kom. Men bagefter hjalp det ikke. Så han opgav at få kontakten, fortæller hun.

Skolen havde også svært ved at håndtere den anderledes dreng. Efter et stykke tid kontakter skolen Kirsten, fordi personalet ikke føler sig gearet til at klare hans problemer.

- Så vi kom i kontakt med endnu en skolepsykolog, der jo havde det her fantastiske tilbud i Gravenshoved Kostskole.

- Jeg havde det forfærdelig svært. Jeg vidste, at når min søn var ked af det, var hans base altid hjemme. Men de fik mig overbevist om, at det var det eneste at gøre.

Sat på plads

I det hele taget kunne Kirsten ikke forstå, hvorfor hendes glade dreng skulle sendes ned til Gravenshoved Kostskole. Han sloges aldrig, han var intelligent og glad – han var bare ikke som de andre.

Men afsted kom han. Sammen med sønnen og en skolepsykolog kørte Kirsten en flot sensommerdag til Gravenshoved Kostskole. Sønnen blev bedt om at kigge sig lidt omkring, mens Kirsten, skolepsykologen og forstanderen, Alvin Hammer, talte sammen.

- Efter lidt tid kom han tilbage i gadedrengehop og havde sit vanlige glade ansigt på. Så sagde han: ”Åh mor, her tror jeg godt, jeg vil kunne lide at være.”

- Så vendte Alvin Hammer sig om og sagde: ”Det er sådan set lige meget, om du vil være her eller ej. Hvis din mor siger, du skal, så skal du.”

- Jeg tabte kæben, og det samme gjorde min søn. Jeg blev så lammet. Jeg skulle have taget mit glade barn i hånden og sagt: ”I kan beholde jeres skole for jer selv!”

Men det gjorde hun ikke.

Ulykkelig

Selvom Kirsten ikke har hørt om de overgreb, der fandt sted på skolen før mange år efter, var hun godt klar over, at sønnen ikke var glad for skolen.

- Han var ked af det, når han var hjemme i weekenden, og når jeg fulgte ham ind til banegården, hvor de skulle med bussen ned til skolen.

- Han sad med sin bamse i hånden, og jeg stod og lavede hoved og ansigter til ham i den tro, at jeg kunne mildne noget. Men det kunne jeg ikke, hverken for ham eller mig. Han var så ulykkelig.

Efter knap et halvt år var Kirsten nede og besøge sønnen på skolen. Under frokosten sad hun ved siden af en elev, der ikke ville spise lever. Så han måtte blive siddende, da alle andre forlod lokalet.

- Da vi kom ud, sagde jeg noget til pædagogen, men jeg blev cuttet af lynhurtigt, så jeg kunne forstå, at jeg ikke skulle sige mere. Han sagde flere ting, men jeg husker, han til sidst sagde: ”Sådan er det. Færdig.”

- Da børnene var til undervisning, gik jeg over i stalden, hvor der stod en lille pony, som jeg lagde armene om og stod og græd op ad.

- Da jeg kom hjem efter det, havde jeg det dårligt over, at han var dernede.

På et tidspunkt blev Kirsten kontaktet af Gravenshoved Kostskole. De sagde, at hvis de skulle kunne hjælpe hendes søn, skulle han være der et år mere – uden kontakt til hende. Men den gik hun ikke med på.

- Jeg sagde: ”Det kan godt være, jeg ikke er mor til UG, men så dårlig en mor er jeg heller ikke. Så dét skal han ikke”.

Noget var ændret

Sønnen endte med at gå på Gravenshoved i det meste af et skoleår. Men noget var anderledes efter opholdet på skolen.

- Jeg kunne godt mærke på ham, at han sommetider ikke kunne klare skolen. Så han fik lov til at blive hjemme.

Kirsten oplevede også, at hvor der før aldrig havde været noget imellem hende og sønnen, var der nu en form for distance. En slags filter imellem dem.

- Jeg ved ikke, om han et eller andet sted troede, det var mig, der ville have, han skulle derned.

Brikkerne falder på plads

I efteråret 2021, over 30 år senere, begyndte Nordjyske at afdække forholdene på kostskolen. Omtrent samtidig bliver Kirsten opmærksom på den Facebook-gruppe, der er oprettet for de tidligere elever, som hun melder sig ind i.

Her hører hun for første gang om de oplevelser, eleverne rent faktisk havde på den roste kostskole.

- Det var som om, der var en brik, der faldt på plads. Selvom min søn ikke selv havde skrevet noget derinde, så forstod jeg, hvad der var skyld i, at vores forhold var blevet, som det blev.

- Det var voldsomt at læse. Børnenes fortællinger var som en ladeport lige i ansigtet samtidig med, at jeg selv har gået i over 30 år og troet, det var min skyld. Jeg troede, det var min skyld, at vores forhold havde ændret sig.

Sønnen var på daværende tidspunkt ikke selv klar til at fortælle sin mor, hvad han havde oplevet på Gravenshoved. Først for nylig har han fortalt om en oplevelse, hvor han under en fodboldkamp blev hevet op over jorden i ørerne, og at hans ophold i høj grad var præget af frygt.

Men som han også har fortalt sin mor: ”Der er stadig ting, jeg ikke kan fortælle dig.”

Undskyld

Efter en lang proces med politiundersøgelser og en advokatvurdering besluttede byrådet, at de tidligere Gravenshoved-elever skulle have en uforbeholden undskyldning for, hvad de var blevet udsat for. Og eleverne blev derfor inviteret ind på det gamle rådhus.

Efter at have spurgt sin søn valgte Kirsten også at tage med ind og høre borgmesterens undskyldning.

Seancen viste sig ikke kun at være vigtig for eleverne, men også for hende selv som mor.

- Det, der gjorde allerstørst indtryk, var at se alle eleverne. At se, hvordan de gik hen og krammede hinanden. Store voksne mænd, der krammede hinanden, som da de var kammerater. De havde ikke set hinanden i over 30 år. Dét gav mig en forløsning.

- Havde de fået en undskyldning hver især pr. brev, havde det ikke sagt mig noget. Men at se de børn stå sammen derinde og få den undskyldning. Dét betød noget for mig.

En ny start

Ud over selve forløsningen for eleverne og moren har Kirsten også kunnet mærke, at seancen på rådhuset har ændret noget i forholdet mellem hende og sønnen.

- Når vi har været sammen, har der altid været et eller andet. Vi skulle begge passe på, hvad vi sagde. Det har jeg aldrig før sat i forbindelse med Gravenshoved. Men dén dag vi var på rådhuset, og vi trådte ud af lokalet igen, var det som om, det filter blev fjernet – ikke kun for mig, men også for ham. Det var det bedste øjeblik.

- Da vi gik ud af rådhuset, fik jeg det største kram og det største smil af min søn.