Røverier

Asylcenter går i dialog med brugs

Centerleder mødtes med brugsledelse for at få talt tingene igennem

Røveriet mod Daglig Brugsen i Tranum kommer bag på asylcenterets leder Thorkild Poulsen. Foto: Martin Damgård
Røveriet mod Daglig Brugsen i Tranum kommer bag på asylcenterets leder Thorkild Poulsen. Foto: Martin Damgård

BROVST: På blot tre uger har Dagli Brugsen i Tranum været udsat for to voldsomme røverier. I begge tilfælde har gerningsmændene haft tilknytning til Asylcenter Brovst, og det får nu asylcentret til at reagere.

Ved det første røveri, der blev begået at tre mænd 15. april, blev en ansat slået i ansigtet. Her var en af mændene fra asylcentret, bekræfter centerleder Thorkild Poulsen.

Ved det andet røveri for to dage siden, blev en ansat stukket i armen med en kniv. En mand, der er beboer på Asylcenter Brovst blev senere anholdt og varetægtsfængslet for røveriet.

Thorkild Poulsen mødtes fredag med bestyrelsen i Dagli Brugsen i Tranum, og mødets formål var en udstrakt hånd fra asylcentret om hjælp til Brugsen.

- Vi har et rigtigt godt forhold til lokalsamfundet, og det er vigtigt, at vi stadig har det. Hvis der er noget, vi kan gøre for at hjælpe, så gør vi det. Jeg har derfor taget kontakt til brugsen, så vi fremadrettet kan finde ud af, hvad vi kan gøre, siger Thorkild Poulsen og fortsætter:

- Og hvis brugsen f.eks. vælger at sige, at de ikke ønsker, at vores beboere handler der, så støtter vi også op om det, siger centerlederen.

Thorkil Poulsen understreger, at røverierne kommer meget bag på asylcentret, og at de to tilfælde ikke skal ses som et udtryk for, at noget er galt på centret.

- Det er første gang i de 20 år, jeg har været her, at sådan noget er sket. Og vi føler stadig, at vi stadig er gode til at fange tingene i opløbet, men der er desværre nogle gange, hvor vi ikke opdager det, og det er vi kede af, siger han.

Asylcenter Brovst vil også holde møde med beboerrådet på asylcentret ovenpå de to røverier.

- Jeg vil selvfølgelig også holde et møde med vores beboerråd, for jeg ved også, at der er mange beboere, der er bekymrede for, hvad det her får at konsekvenser for dem. Og samtidig har beboerrådet også den største kriminalpræventive effekt, siger Thorkil Poulsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden