Asylcenter på Mors til debat

Politikerne i økonomiudvalget diskuterer i dag sagen

Anne-Mette Riis
- Vi kan se ud af de erfaringer, man har gjort sig i både Vesthimmerlands og Thisted kommuner, at det er en god forretning, siger Michael Dahlgaard (DB). Foto: Bo Lehm
Morsø 26. november 2014 08:31

Mors: Skal Mors have et asylcenter eller ej? Det spørgsmål skal politikerne i økonomiudvalget tage stilling til i dag. Og spørger man Michael Dahlgaard (DB), vil det være dumt ikke at gribe chancen. For udover den moralske forpligtigelse til at hjælpe mennesker i nød, er der vægtige økonomiske grunde, der taler for.

- Vi kan se ud af de erfaringer, man har gjort sig i både Vesthimmerlands og Thisted kommuner, at det er en god forretning. Begge kommuner fortæller, at opgaven ikke påfører dem udgifter, da de dækkes af Udlændingestyrelsen, siger Michael Dahlgaard.

Til gengæld genererer asylcentrene mange arbejdspladser.

- I Thisted giver det 150 arbejdspladser til pædagoger, lærere og andre medarbejdere. Derudover er der opgaver til de lokale håndværkere med etablering af centrene, siger Michael Dahlgaard.

Endelig fremhæver han, at alle asylansøgere over 18 år får udbetalt omkring 1000 kroner hver 14. dag til indkøb af mad, hygiejneartikler, tøj med videre.

- Det er 600.000 kroner om måneden, der kan handles ind for i de lokale butikker, siger Michael Dahlgaard.

Økonomiudvalget skal debattere sagen på dagens møde.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...