Sierra Leone

Børnelivet i Sierra Leone er barsk

Sisse Christensen, oprindeligt fra Frederikshavn, og hendes rejsemakker fortæller elever på Bangsbostrand Skole og Nordstjerneskolen om rejse med IBIS i et meget fattigt land

Sisse (forrest) og Charlotte har tilbragt meget tid sammen med nysgerrige børn, der gerne ville tæt på landsbyens gæster. Foto: IBIS
Sisse (forrest) og Charlotte har tilbragt meget tid sammen med nysgerrige børn, der gerne ville tæt på landsbyens gæster. Foto: IBIS

FREDERIKSHAVN: LæseKaravanen fra IBIS rammer nu landevejen for at bringe Sierra Leone ud til Bangsbostrand Skole og Nordstjerneskolen, som er to ud af 53 skoler, hvor karavanen gør holdt for at indhylle eleverne i et vestafrikansk univers med billeder, historier, film, musik og en basar.

Det sker fredag 25. april. Klokken 8 er det på Bangsbostrand Skole og klokken 11 på Nordstjerneskolen.

Efter to ugers rejse i det vestafrikanske land er LæseKaravanens otte unge, fortælleglade frivillige nu klar til at indvie de danske elever i livet i det fattige Sierra Leone:

Et stykke af verden med hjem

- Jeg ser frem til at bringe et lille stykke af verden ud til de danske elever, og jeg håber, at vores rejse, alle billederne og musikken kan inspirere dem til at åbne deres arme og sind for alt det anderledes og fantastiske, som verden indeholder, fortæller Charlotte Van Doorn Bernhard, som besøger de to skoler sammen med sin rejsemakker Sisse Christensen.

Sisse Christensen er 22 år og opvokset i Frederikshavn, hvor familien stadig bor. I dag studerer hun statskundskab i Århus.

Nysgerrige, glade og håbefulde. Sådan beskriver Sisse Christensen, de børn, som hun mødte på rejsen i Sierra Leone.

14 delte en halv cola

- Den største oplevelse var, da jeg boede hos en familie i Kondembaya. Jeg sad længe oppe om aftenen og talte med en af drengene, Mohammed, der trods hårde vilkår strålede af nysgerrighed, håb og optimisme. Jeg kom en dag hjem med en halv cola, som han sørgede for at dele mellem ham og sine 14 søskende. Ingen tog mere, end at der var nok til alle. Tænk engang, hvis danske børn skulle praktisere det samme, siger Sisse Christensen.

Sisse har tidligere været i Kenya og Uganda, men alligevel var der mange nye øjeblikke, som satte gang i tankerne, fortæller hun:

Ret til uddannelse

- Jeg synes, det er urimeligt, at børn nogle steder i verden lever afskåret fra uddannelse og dermed uden muligheden for at skabe sig et bedre liv. Jeg var selv vild med at gå på Abildgårdskolen og havde mange inspirerende lærere, der brændte for at proppe os med viden og tog os med ud på tur til eksempelvis Knivholt-skoven, hvor vi fik hver vores træ at passe på.

De var dygtige undervisere, og det er mit håb, at jeg kan være med til at sikre en ligeså god skolegang til børn i Sierra Leone.

- Jeg glæder mig til at fortælle om alle de seje, glade børn, som kan balancere med otte bakker æg på hovedet og ved alt om at stampe ris og koge dem, til de er helt perfekte. Børn i Sierra Leone hjælper rigtigt meget til derhjemme, så, når de endelig har fri, så får fodbolden fuld skrue. De er gode til at finde på sjove ting, og det glæder jeg mig til at fortælle danske børn om, tilføjer Charlotte Van Doorn Bernhard.

IBIS og Sierra Leone

IBIS er en dansk udviklingsorganisation, der arbejder i Latinamerika og Afrika. Lige adgang til uddannelse, ressourcer og indflydelse er det primære fokus for IBIS’ arbejde.

Sierra Leone er et land med et ungt demokrati, guld i undergrunden og en udbredt fattigdom, som på hver sin måde udfordrer befolkningen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden