Sport

Borgmester med fjer på - bliver i Frederikshavn

Den stærke herresingle, Peter Mikkelsen, snupper endnu en sæson hos Vendsyssel Elite Badminton

Foto: Claus Søndberg
Foto: Claus Søndberg

FREDERIKSHAVN: Han har været klubbens suverænt bedste spiller igennem de seneste fire sæsoner, og nu er samarbejdet forlænget med endnu et år.

32-årige Peter Mikkelsen, der går under tilnavnet ”borgmesteren” har lavet en aftale med Vendsyssel Elite Badminton (VEB) for den kommende sæson i Badmintonligaen.

I sin tid i Frederikshavn har østjyden vundet 42 af sine 53 singlekampe, og hjemme i Arena Nord har han blot tabt to kampe.

- Jeg er rigtig glad for at spille i VEB-trøjen, og jeg tror, at vi i næste sæson skal spille med i den sjove ende af tabellen. Det vil jeg rigtig gerne være en del af. Det er i VEB, at jeg igennem tiden har præsteret bedst, og jeg tror, det handler meget om tryghed. Jeg har altid følt mig velkommen heroppe, forklarer Peter Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Doublespilleren Zvonimir Durkinjak har også forlænget sin kontrakt. Han tager dermed også sin femte sæson i klubben.

- De to spillere udgør krumtappen på vores hold, udtaler VEB’s formand, Jan R. Jensen.

Gå til relaterede emner

Forsiden