Børnechef stopper med øjeblikkelig virkning - mens betændt sag dukker op
Borgmester afviser, at afsked hænger sammen med mange møgsager - politikerne ønsker blot en ny profil
Opdateret 31. maj 2023 kl. 14:08
Artiklen er opdateret, så den nu er retvisende: I en tidligere version af denne artikel er en PWC-rapport blevet kædet direkte sammen med Serritslev-sagen. Det var en fejl, som Nordjyske beklager. Rapportens kritik af forvaltningen tager udelukkende udgangspunkt i for høje udgifter på anbringelsesområdet.
BRØNDERSLEV: Inge Gorm Andersen er ikke længere ansat hos Brønderslev Kommune.
Den altså nu tidligere børne- og familiechef har de seneste år stået i spidsen for "Fagforvaltningen for Børn & Kultur".
For en årrække siden var Inge Gorm Andersen voldsomt i søgelyset på grund af sin rolle i den såkaldte Serritslevsag. Og ifølge Nordjyskes oplysninger er en ny potentiel skandalesag dukket op.
Nordjyske har kontaktet Inge Gorm Andersen, der ikke ønsker at udtale sig - men i stedet henviser hun til kommunaldirektør Søren Steensen for en udtalelse. Og herfra bliver det bekræftet, at der med omgående virkning er sagt farvel til Inge Gorm Andersen:
- Fra politisk side har man ønsket en anden profil. Derfor er der lavet en gensidig aftale om fratrædelse, siger Søren Steensen.
Men derudover ønsker han ikke at kommentere yderligere på baggrunden for beslutningen.
Sag syltet i årevis
Afskeden med Inge Gorm Andersen har tidsmæssigt et bemærkelsesværdigt sammenfald med, at en ny belastende sag er dukket op. Ifølge Nordjyskes oplysninger er der tale om en mulig incest- og børnepornografisag, der kan spores helt tilbage til 2016.
Dengang blev der holdt et møde i Brønderslev Kommune - og ved den lejlighed blev det fra politisk side forventet, at forvaltningen ville sørge for at anmelde sagen til Nordjyllands Politi.
Men mod forventning blev sagen aldrig anmeldt - og at sagen således blev syltet, er først for nylig kommet til politikernes kendskab.
Belastet af Serritslevsagen
Udover den nævnte sag har en række andre sager givet grundlag for kritisk lys på Inge Gorm Andersen. Det bekræfter flere forskellige kilder overfor Nordjyske.
Først og fremmest kom hun i søgelyset på grund af Serritslev-sagen - på landsplan kendt som Brønderslev-sagen. Her blev et forældrepar dømt for at udsætte deres ni børn for omfattende vold, vanrøgt og mishandling. Men sagen udløste også en kraftig kritik af forvaltningen i Brønderslev Kommune - heriblandt Inge Gorm Andersen, der dengang arbejdede som socialrådgiver - og blandt andet indrømmede, at hun havde ladet sig narre af faderen i sagen.
I kølvandet på sagen blev der sagt farvel til den daværende børne- og familiechef, Carsten Bach - mens kritikken hverken fik konsekvenser for Inge Gorm Andersen eller den daværende forvaltningschef, Henning Risager.
Bemærkelsesværdigt var det, at afskeden med Carsten Bach gav anledning til, at Inge Gorm Andersen kort efter blev forfremmet fra socialrådgiver til børne- og familiechef i Brønderslev Kommune.
Flere sager tynger
Men andre sager har som nævnt også belastet Inge Gorm Andersen. Blandt nogle politikere er der eksempelvis blevet kigget til den såkaldte "oldefarsag". Her begik en 80-årig overgreb mod otte forskellige børn.
Og fokus har der også været på sagen om to brødre, der på et tvivlsomt grundlag blev adskilt i forskellige plejefamilier. Ved den lejlighed afgav Brønderslev Kommune tilsyneladende usande oplysninger i en redegørelse til socialministeren.
Nævnes skal også en PWC-rapport fra 2018, der gav anledning til kritik af forvaltningen. I rapporten blev det påpeget, at Brønderslev Kommune brugte flere penge end nødvendigt på anbringelsesområdet - og ifølge Nordjyskes oplysninger har netop den rapport i høj grad også været med til at belaste Inge Gorm Andersen.
Derudover er der i hvert fald yderligere et par sager, som politikerne i Brønderslev Kommune er kede af. Disse sager har dog aldrig hidtil nået offentlighedens kendskab.
Enighed om afsked
Indstillingen om at sige farvel til Inge Gorm Andersen kommer fra børne- og skoleudvalget i Brønderslev Kommune.
Men borgmester Mikael Klitgaard (V) understreger, at beslutningen om at stoppe samarbejdet er "bredt politisk funderet".
- Man har ønsket en anden profil i forhold til hele familieområdet. Man kan jo nogle gange synes, der skal nye måder og metoder til - og det er det her et udtryk for. Det handler om, hvor dygtig man er til at behandle hele det her område.
Michael Klitgaard henviser blandt andet til projektet "Varige Spor", hvor man har prøvet at nedbringe antallet af anbringelser. I 2018 blev to procent af alle børn i Brønderslev Kommune anbragt udenfor hjemmet - hvilket var dobbelt så mange som landsgennemsnittet.
- Vi har skrevet ordene omkring det, men vi skal jo så have det til at fungere i praksis, siger han om projektet.
Med hensyn til om de mange iøjnefaldende møgsager har spillet en rolle i afskeden med Inge Gorm Andersen, siger borgmesteren følgende:
- Jeg vil bare sige, at det med en anden profil dækker over en række forskellige ting, hvor vi ønsker en anden måde at gøre tingene på - og det vil jeg holde mig til. Men det, der er sket tidligere, kan selvfølgelig også spille en rolle i forhold til nogle af de politikere, der har været mest kritiske.
På baggrund af Serritslevsagen fik I jo på et tidspunkt en redegørelse fra PWC, der var stærkt kritisk overfor Inge Gorm Andersen og den daværende forvaltningschef Henning Risager. Skulle I have taget afsked dengang?
- Skulle vi set i bakspejlet have gjort det anderledes? Det kunne man måske godt sige ja til. Når vi nu vil have en ny profil, så kunne vi jo også have gjort det for nogle år siden. Men dengang syntes politikerne noget andet.
Med hensyn til den mulige incest- og børnepornografisag bekræfter borgmester Mikael Klitgaard, at der ganske rigtigt har været et møde, hvor han fik en forventning om, at sagen ville blive politianmeldt.
- Det er korrekt, at der har været et møde, hvor der er blevet sagt, at man ville kontakte politiet. Og så forventer jeg så selvfølgelig, at man kontakter politiet, siger Mikael Klitgaard.
Borgmesteren slår fast, at han siden dengang ikke har været involveret i sagen - og derfor heller ikke har kendskab til, om politiet rent faktisk blev kontaktet af Brønderslev Kommune.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.