Endnu en smittet på plejecenter: Nu bliver alle testet
Nu to smittede beboere på Plejecenter Valdemarsgade i Brønderslev

Plejecenter Valdemarsgade i Brønderslev. Foto: Peter Broen Foto: Peter Broen
BRØNDERSLEV:Der er nu konstateret endnu en coronasmittet beboer på Plejecenter Valdemarsgade i Brønderslev. I lørdags blev en 75-årig mand indlagt med symptomer på corona, og senere viste en test, at han var smittet.
Først på ugen blev endnu en beboer på demens-plejecentret testet, og det har vist sig, at vedkommende også er smittet med corona.
- Vi har nu besluttet, at samtlige 32 beboere og 45 ansatte vil blive testet. Vi forventer at få resultatet sidst på ugen. Når vi har overblikket over omfanget, kan vi så forholde os, hvad der skal ske. Hvis der er personale, der er smittet, bliver de selvfølgelig sendt hjem, og vi gør alt for at afskærme de smittede borgere. De bliver på deres stuer, og personalet bruger de nødvendige værnemidler, fortæller sundhedsdirektør i Brønderslev Kommune, Henrik Aarup.
Den første smittede er i bedring
Heldigvis ser det ud til, at den 75-årige mand, der var den første konstaterede smittede på plejecentret, er i bedring. Han er dog stadig indlagt.
Det fortæller hans datter Dorthe Albertsen:
- Han har fået ilt, men har ikke været i respirator, og har heller ikke længere brug for ilt. Han siger imidlertid ikke en lyd, og det ligner ham ikke. Men han har vist ikke fået sit høreapparat med, så han opfatter ikke hvad personalet på sygehuset siger bag deres ansigtsmasker, fortæller Dorthe Albertsen.
Hendes far har Alzheimers-demens og hun har nu ikke set ham i seks uger.
- Det er helt uvirkeligt. Jeg har selvfølgelig holdt mig væk, men det er meget mærkeligt, at man som eneste pårørende ikke kan besøge sin syge far, siger Dorthe Albertsen.
En ansat vikar har kritiseret corona-beredskabet på plejecentret, men Dorthe Albertsen har imidlertid kun ros til plejecentrets håndtering af situationen.
- Jeg synes de har gjort som de skulle, og jeg er blevet informeret godt om forløbet, siger Dorthe Albertsen.
Når hendes far vender tilbage på Valdemarsgade, vil han også blive holdt i karantæne på sin stue.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.