Brovst Skole vandt Årets Festivalaktivitet
Skolen vandt landsdækkende konkurrence i naturvidenskab

Arkivfoto
BROVST:Brovst Skole er vinder af den landsdækkende konkurrence: Årets Festivalaktivitet. Skolen vinder et show med Store Nørderne fra DR, som besøger skolen mandag morgen.
Det kom som en stor overraskelse, at skolen havde vundet:
- Jamen det er da så sjældent, at pilen drejer i vores retning her oppe nordenfjords, lyder det fra en glad og overrasket Nicolai Houkjær, der er lærer og med i projektgruppen for skolens deltagelse i Dansk Naturvidenskabsfestival, som foregår i en uge fra mandag 23. september.
Sekretariatsleder fra Dansk Naturvidenskabsfestival, Liva Vrist Rønn fortæller, at skolen har vundet af flere årsager:
- Brovst Skole arbejder sammen med erhvervslivet og Teknisk Forvaltning under festivalen. Det synes vi er interessant, fordi det giver eleverne en idé om, hvordan naturvidenskab bruges i samfundet, siger hun.
Lærerige oplevelser
Også kriterier som at involvere hele skolen, tværfaglighed og hands-on aktiviteter, som giver eleverne vedkommende og lærerige oplevelser, er kriterier, skolen opfylder på kreativ og engagerende vis.
Under festivalen kaster lærere og elever fra 0.-9 klasse sig ud i aktiviteter under temaet ”Energi til livet”. Nogle elever skal bygge drager og lære om vindforhold og vejrfænomener.
Andre skal arbejde med kost og motion.
Der kommer en workshop om indre energier, hvor eleverne får besøg af en yogalærer, der skal lære dem yoga og meditation. Og en gruppe skal bygge solceller i samarbejde med teknisk forvaltning i kommunen, mens en anden gruppe elever vil bygge en elcykel, som ved hjælp af pedalkraften kan oplade en mobiltelefon.
- Det, at vi vinder ”Årets Festivalaktivitet” er super fedt, fordi der bliver sat fokus på, hvad vi laver. Det gør, at vi anstrenger os endnu mere for at lave en god festival og endnu bedre naturfagsundervisningen generelt, siger lærer Nicolai Houkjær.
Sammenhængende uge
Han mener, at det giver naturfagsundervisningen et løft, at elever og lærere har en hel sammenhængende uge til at forske og eksperimentere:
- Til dagligt har vi ikke tid til at lave store projekter. Det bliver ikke til så meget, når man kun har en enkelt lektion hist og pist. Men i festivalen får vi opstillet hypoteser, afprøvet dem og kommer frem til resultater.
Eleverne er med i hele processen og har fingrene nede i arbejdet, og det gør, at de kan se, hvad man kan bruge naturvidenskab til, forklarer Nicolai Houkjær.
Brovst Skole har som vinder af konkurrencen vundet et show med Store Nørderne Kaare og Emil fra DR. De besøger skolen mandag 23. september, hvor de giver et show for lærere og elever om morgenen.
Fredag 27. september holder skolen energimesse, hvor de viser deres arbejde frem. Borgmester Mogens Gade kommer og åbner messen.
And
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.