Kunsten blev aldrig arkitekturanmeldt i pressen i 1972, men her er anmeldelsen - 50 år senere
Det eneste museum uden for Finland tegnet af den verdensberømte finske arkitekt Alvar Aalto ligger i Aalborg, og modsat andre afdøde arkitekter synes hans arkitektur at blive mere og mere aktuel, skriver Nordjyskes arkitekturanmelder. Her giver han Kunsten den arkitekturanmeldelse, den ikke fik, da det stod færdig i 1972.
Syv ud af seks mulige stjerner.
AALBORG: Kunsten, eller Nordjyllands Kunstmuseum, som museet hed før i tiden, har altid været et af mine yndlingshuse. Lige siden, jeg flyttede til Aalborg for snart 40 år siden, har jeg nydt at komme der. I modsætning til i hvert fald nogle andre kunstmuseer, så nyder jeg den lyse, åbne, venlige og uhøjtidelige atmosfære, Alvar Aalto formår at skabe omkring oplevelsen af kunst.
8. juni kunne Kunsten fejre 50 års jubilæum. Som en opfølgning på begivenheden har Kunsten netop åbnet en ganske lille udstilling – bare et enkelt rum faktisk, der handler om Aaltos arkitektur og design. En oplagt lejlighed til at følge trop og anmelde museumsbygningen, der aldrig blev anmeldt, da den blev opført.
Ned med ”templet” – op med folket
Nogen vil måske finde det underligt at skrive en arkitekturanmeldelse af en 50 år gammel bygning - og er det ikke lidt overgearet at sprænge rammerne for stjerner? Tilmed blev museet først indviet 14 år efter, at Alvar Aalto vandt arkitektkonkurrencen assisteret af sin kone Elissa Aalto og sin danske medarbejder Jean-Jacques Baruël. Dertil kommer, at designet bygger videre på ideer, som Aalto udviklede i forbindelse med et kunstmuseumsprojekt fra 1934 i Estland, der dog aldrig blev bygget.Men det giver faktisk mening at anmelde den i dag, fordi vi står over for en af de mest betydningsfulde arkitekturværker, vi har i Danmark.
På min personlige top-3 liste over de største europæiske arkitekter i det 20. århundrede står den tyske arkitekt Mies van der Rohe, den schweizisk-franske arkitekt Le Corbusier og så finske Alvar Aalto. Det står for mig dog mere og mere klart, at mens de to andre tilhører en periode i arkitekturhistorien, vi har lagt bag os, har Aalto stadig rigtig meget at sige os. Faktisk vil jeg hævde, at hans arkitektur næsten fremstår mere og mere nutidig, som tiden går.
Prøv fx at sammenligne Kunsten med kunstmuseet Neue Nationalgalerie (indviet i 1968) tegnet af Mies van der Rohe. Neue Nationalgalerie er ganske vist langt mere berømt, ikke mindst i kraft af, at det ligger i Berlin og blev bygget tæt på Berlinmuren som et prestigeprojekt under den kolde krig. Men Alvar Aallto’s museum i Aalborg fungerer reelt langt bedre som museum. Både på grund af en mere interessant arkitektur trods Mies van der Rohes renhed og minimalisme, og på grund af de tanker, der ligger bag, og som handler om, hvad et moderne kunstmuseum bør være.
Hvad er det så, der gør Aaltos museum så interessant?
Aalto var dybt engageret i at opbygge det finske demokrati og den finske velfærdsstat efter borgerkrigen i 1918 og de finsk-russiske krige 1939-1944, og det afspejlede sig i hans arkitektur. Han lagde stor vægt på, at bygninger, der repræsenterede samfundets institutioner, skulle være åbne og henvende sig til alle på lige fod - fra rådhuse til biblioteker, koncertsale, museer og kirker.
I tiden før, at moderne kunst brød igennem, var kunstnernes opgave i samfundet at ”iføre sig kappen som den ophøjede præst for de evige sandheder, offentlighedens opdrager”, som kunsthistorikeren Hugh Honour har beskrevet det. Den opfattelse resulterede i, at kunstmuseer nærmest blev bygget som templer.
Det gør Aalto oprør imod, han havde en helt anden opfattelse af kultur. ”Den dybeste kultur hører hverdagen til i alle dens former: Isoleret set er den meningsløs”, sagde Aalto i et foredrag i 1958, samme år som han tegnede konkurrenceforslaget til Kunsten.
I et demokrati er værdier og kunst noget, man samtaler om. Aalto’s udgangspunkt er dér, hvor han finder den dybeste kultur, hvilket er der, hvor hverdagen udfolder sig. Og for ham er der ingen tvivl om, hvor det er. ”Et af de sikreste kriterier, der sætter os i stand til at vurdere kulturen i en moderne by, er dens torv”, skrev han.
I Aalborg har Aalto forløst visionen ved at udforme museet som et lille bycenter. Den høje ovenlyssal i midten af museet er ”torvet”. Man træder ikke andægtigt ind i et højtideligt udstillingsgalleri her. Derimod kan man bevæge sig rundt om den centrale høje ovenlyssal forbi billetsalget, garderoben og butikken, gennem de lavere ovenlyssale og sidelys-salene på samme uformelle og afslappede måde, som når man går rundt i boderne og butikkerne omkring et torv. Eller man kan krydse ”torvet” ved at gå igennem den høje ovenlyssal i midten.
Kunsten trækkes hermed ned i øjenhøjde og bliver en del af ”den dybe kultur, der hører hverdagen til”. Kunsten er ikke en ophøjet institution, der præsenterer os for ”de ophøjede sandheder”. I stedet giver Aalto kunsten nogle rammer, hvor kunsten bliver noget, vi samtaler om og tager stilling til.
Man kan allerede se forløberen for de tanker, der præger designet af Kunsten, i Aaltos museumsprojekt i Estland, der har en grundplan, der i høj grad ligner Kunstens. I projektet i Estland er der imidlertid en åben plads i midten dér, hvor vi i Kunsten har en overdækket plads i form af den høje ovenlyssal. Det er i øvrigt interessant, at den 20 år yngre Jørn Utzon langt senere arbejder ud fra samme afsæt i Utzon Center, hvor man på samme vis bevæger sig rundt om en central plads.
Mens Kunstens overetage er udformet som et klassisk bycentrum, bevæger man sig nærmest ned i en helt anden bygning, når man går ned i underetagen, hvor cafeen, auditoriet og udgangen til parken mv. er placeret. Det er typisk Aalto.
Aalto havde den holdning, at enhver opgave med at formgive kunne bestå af hundredvis af modsatrettede elementer. Det var så arkitektens opgave at skabe et harmonisk hele ud af dem. Det var han selv en mester i, og det gør, at man føler sig kommet i møde. Der er taget hensyn til alt. Med hans typiske formsprog formår han virtuost at forene modsætninger, så vi nærmest ikke opfatter dem, og det er dét, der gør hans arkitektur så relevant i dag.
Vi lever i et komplekst samfund, hvor der netop skal tages hensyn til mange modsatrettede funktioner, vilkår og interesser. Det er et samfund, der kræver af arkitekter, at de kan forene modsætninger til en harmonisk helhed.
Aktuel igen
Aalto var uddannet i den periode i starten af 1900-tallet, der kaldes nordisk klassicisme. Det betød dog ikke, at han brugte klassiske søjler eller tegnede symmetriske bygninger, men han lærte meget om rum – og bygningstyper fra den klassiske arkitektur, hvad hans smukke skitser fra utallige rejser i middelhavslandene vidner om.
”Alle mine bygninger starter med en rejse til Italien”, sagde han. Hans klassicistiske uddannelse og fascination af græsk og romersk arkitektur fornægter sig da heller ikke i Kunsten. Et klassisk bycenter, som grækerne eller romerne byggede dem, bestod gerne af to dele. Ud over torvet, som dengang hed et ”forum”, var der også ofte et halvcirkelformet såkaldt amfiteater med en scene i midten.
Forum dannede rammen om byens hverdagsliv og samtaler. Amfiteatret var til arrangementer, hvor tilskuernes opmærksomhed skulle rettes ét sted hen, nemlig mod scenen. Aaltos udgave af amfiteatret finder vi i parken som endnu et vidnesbyrd om hans klassiske inspirationskilder og ønske om, at bygningen skulle favne kulturen bredt.
Interessant nok er denne opfattelse af teatres rolle i samfundet jo aktuelt blevet taget op i den nye bygning for Vendsyssel Teater i Hjørring (se eventuelt min anmeldelse i Nordjyske 8. juli 2020).
I dag forsøger mange kunstmuseer over hele verden at forvandle sig fra ophøjede templer til oplevelseshuse, hvor kunsten skal glide ind i en større kulturel og hverdagslig sammenhæng og gribe dialogen i samfundet. Med sine tanker om, hvad et kunstmuseum skal være, samt hvilken rolle, kunsten skal spille i samfundet, er Aalto med sit design af Kunsten langt, langt foran sin tid. Hans fremsyn virker næsten profetisk.
Det eneste, han ikke kunne forudse, var, at en del af samtidskunsten helst skal udstilles i mørke eller kunstigt oplyste sale, hvor man har fuld kontrol over lysets styrke og retning, men det råder den nye udstillingssal under museet så bod på.
Louisiana ligger smukt, og Jørgen Bo og Vilhelm Wohlerts arkitektur er smuk. Aros er stort, Arken er bare mærkelig, men KUNSTEN er i sig selv efter min mening landets smukkeste kunstmuseum. På grund af det tankegods, der ligger bag, og Aaltos mesterlige evne til at forene modsatrettede hensyn til et harmonisk hele. Og på grund af de mange ting, jeg ikke har kunnet få plads til at skrive om. Hans mesterlige brug af materialer. Lyset. Den fantastisk smukke og sikre indpasning i omgivelserne og ikke mindst på grund af nogle af de ting, du må bevæge dig op i Kunstens lille fine Aalto-rum for at opleve.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.
