Cohen kommer

Leonard Cohen spiller i Aalborg 26. august. Og det bliver som sædvanligt med velsiddende jakkesæt og hat. Han er altid ulasteligt flot klædt.

Leonard Cohen spiller i Aalborg 26. august. Og det bliver som sædvanligt med velsiddende jakkesæt og hat. Han er altid ulasteligt flot klædt.

For første gang kan legendariske sanger Leonard Cohen opleves i Aalborg og det bliver til en udendørs koncert i søndag 26. august i Mølleparken. Kampen om koncerten skete i tæt opløb med København, og begge byer fik halet en kontrakt i land. Cohen spiller dagen før i København. I Rosenborg Slotshave. Leonard Cohen tager på turné efter at have udgivet en ny cd for første gang i mange år. "Old Ideas" hedder den nye plade. - Vi har arbejdet et stykke tid på denne koncert. Det har været on and off, hvor vi ikke har været sikre på, om vi kunne komme igennem. Men vi har nok arbejdet på det mellem fire og seks måneder på at få denne koncert. Vi har dog længe signaleret, at vi vil have Cohen til Aalborg, siger Susanne Kabel, der er pressechef i Aalborg Kongres & Kultur Center. Til gengæld vil hun ikke ud med, hvad det koster at hyre Leonard Cohen sådan en eftermiddag i august. - Jeg har en direktør, hvor alt ville stritte på ham, hvis jeg fortalte, hvad Cohen koster. Men en ting er sikkert: Han er ikke blevet billigere. Han er jo blevet utroligt populær de seneste år. Men hun vil godt røbe, at Cohen ikke kommer alene. - Jeg mener, han kommer med fuld opsætning og kor. Jeg tror, det er 11 mand i alt. Så det bliver en koncert med hele svineriet. Vi har plads til 9000 oppe i Mølleparken, hvor vi laver et par tusinde siddepladser. Vi sætter tribuner op i siderne af koncertarealet, hvor folk kan sidde. Og resten bliver så ståpladser på plænen foran scenen, siger Susanne Kabel. Koncerten bliver ikke om aftenen. Den starter allerede klokken 16. - Det sker af den simple årsag, at de er en søndag. Og så har vi tænkt, at der kan være folk, der kommer langvejs fra. Og da det er en søndag kan de nå at komme hjem igen. Han havde også signaleret, at det ville være okay med en tidlig koncert. Men det var ikke noget krav fra ham. Men vi håber, at der kommer en masse mennesker til byen allerede om lørdagen og tager en overnatning og tager koncerten med, siger pressechefen. Og hendes næste opgave bliver at få lavet kulturpakker, hvor folk kan komme til Aalborg og få flere oplevelser på en gang. - Kontrakten er lige faldet 100 procent på plads her til morgen (mandag morgen, red). Så vi er i gang med at arbejde med kulturpakker, hoteller og sådan noget. Der må også gerne være noget picnic-stemning over det. Folk må komme med deres tæpper og hygge sig. Vi må lukke op to timer før til koncertpladsen. Billetsalget til koncerten starter 2. april. Ståpladserne koster 750 kroner, mens siddepladserne koster 1075.