Danmark

Kronprins Christian udnævnes til sekondløjtnant

Den 20-årige tronarving, kronprins Christian, begyndte i august 2025 på løjtnantsuddannelsen.

I februar 2025 begyndte kronprins Christian som værnepligtig ved Gardehusarregimentet i Slagelse. 11. august 2025 begyndte tronarvingen på løjtnantsuddannelsen. (Arkivfoto).
I februar 2025 begyndte kronprins Christian som værnepligtig ved Gardehusarregimentet i Slagelse. 11. august 2025 begyndte tronarvingen på løjtnantsuddannelsen. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 16:05

Kronprins Christian udnævnes torsdag den 11. juni til sekondløjtnant.

Det sker på Gardehusarkasernen i Slagelse.

Det fremgår af kongehusets officielle kalender.

Ifølge TV2 Øst er en sekondløjtnant den laveste militære officersgrad i Hæren og Flyvevåbnet.

Kronprinsens forældre, kong Frederik og dronning Mary, deltager, når den 20-årige tronarving udnævnes.

I februar 2025 begyndte kronprins Christian som værnepligtig ved Gardehusarregimentet i Slagelse.

Den 11. august 2025 begyndte han på løjtnantsuddannelsen.

I forlængelse af løjtnantsuddannelsen skal kronprinsen gøre tjeneste ved Den Kongelige Livgarde som delingsfører på Garderkasernen i Høvelte i Nordsjælland.

Kronprinsens 19-årige lillesøster, prinsesse Isabella, går til august i sin storebrors fodspor og begynder at aftjene 11 måneders værnepligt ved netop Gardehusarregimentet i Slagelse.

Det sker, efter at hun ganske snart får sin studentereksamen fra Øregård Gymnasium i Hellerup.

Prinsesse Isabella, som er den anden i arvefølgen, bliver blandt de første til at indgå i aftjeningen af 11 måneders værnepligt.

Med forsvarsforliget for 2024-2033 blev et bredt flertal i Folketinget enige om, at værnepligten skal forlænges til 11 måneder.

Tjenestetiden består af fem måneders basisuddannelse og seks måneders operativ tjeneste.

Værnepligten i Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets Hesteskadron er dog blevet forlænget til 12 måneder, mens Beredskabsstyrelsens værnepligtsuddannelse fastholdes på ni måneder.

Hidtil var værnepligten typisk på fire måneder i de fleste forløb.

Alle uanset køn får i dag automatisk en indkaldelse til Forsvarets Dag, når de fylder 18 år.

Der er tradition for, at kongefamiliens medlemmer tilbringer en periode af deres liv i Forsvaret.

Prinsesse Isabella og kronprins Christians far, kong Frederik, har også været tilknyttet Gardehusarregimentet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden