Mand fik reddet sig ud af brændende hus
Vågnede ved lyden af, at det brændte i underetagen
Opdateret 11. november 2022 kl. 11:28
NYKØBING: Beboeren i et hus på Riis Allé i Nykøbing Mors fik torsdag aften reddet sig ud af sit brændende hus. Manden kom ud uden at komme til skade, men han bør nok overveje at sende en venlig tanke til de højere magter som tak for, at der ikke skete mere end det.
- Huset er et hus i to etager, og da vi kom til stedet, så stod det som blæselamper ud af vinduer og døre i stueetagen, fortæller indsatsleder Mogens Hansen fra Nordjyllands Beredskab.
- Beboeren lå og sov på førstesalen, da han vågnede ved, at det knitrede i stueetagen. Det var selvfølgelig branden, han kunne høre, og han kom så ned i den anden ende af huset, siger Mogens Hansen.
Der er ifølge lokalpolitiet i Thisted tale om en 65-årig mand.
Manden kom altså ikke noget til ved branden, men stueetagen er totalt udbrændt, og førstesalen svært skadet af røg og sod, oplyser Mogens Hansen.
Hvordan branden er opstået, skal politiets teknikere afklare i løbet af de kommende dage, når de kan komme ind i huset og foretage de nødvendige undersøgelser.
Beredskabet blev alarmeret klokken 21.09, og en time senere havde brandfolkene så godt styr på branden, at det kun drejede sig om efterslukning.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.