Derfor Mogens

At skrive om Mogens Otto Nielsen er fyldt med paradokser. Hans praksis formulerer sig i en legende lethed ud fra hverdagens begreber. Er forskende, intellektuel og knivskarp, og dermed i kontrast til dette. Som Dan Turèll der også fortalte om den store verden ud fra hverdagens oversete begreber. Altså som billard og raflingens kultur på de små værtshuse i København eller ud fra Vangede Eller som H.C. Andersen, der anvendte hverdagens begreber, såsom en kartoffel, til poesi, humor og en hudløs og skarp sarkasme. I novellen "Vanddråben" beskriver H.C. Andersen hundrede år før Mogens Otto Nielsens fødsel, personen Krible Krable. Og det dermed har Andersen udført det bedste portræt af Mogens Otto Nielsen, jeg har set. H.C. Andersens og Turèlls måde at arbejde med virkeligheden på, genses i Mogens Otto Nielsen værk. Som f.eks. udtrykt i "Himlen over Hjallerup" og i is, sne, græs, pandekager, sæbebobler og myrer og jordbær. Begreber der hver for sig, ikke ejer den store fortælling. Men omformuleret i Mogens Otto Nielsens poesi mødes virkeligheden på usete måder. Det er store fortællinger i det små. Oprindeligt var Mogens Otto Nielsens uprætentiøse medievalg begrundet i, at det var det, der praktisk kunne lade sig gøre. Men i takt med, at mulighederne blev rigere, groede der ud af Mogens Otto Nielsens praksis, en medie og materiale bevidsthed, der blev forfinet til det sublime. Nysgerrigt kommunikerende, kommenterende ideer og tanker. Som f.eks. i kunstnerens mail art. Helt fra begyndelsen af 70'erne, hvor dette kunstneriske medie oplevedes som en åbning til en ny, effektiv og fri kommunikation. Det er en måde at tænke på, der i de sidste årtier har transformeret sig til internettets og de nye mediers åbenhed. Det er en grundforskning i kommunikation. Udviklende i erkendelse og i anskuelsen af andre og nye muligheder. Eller kort og godt: At gøre tingene så enkelt, som at trække vejret.