Det er næsten som at komme hjem
Den nye sognepræst i Frederikshavn er født og opvokset i Skagen
FREDERIKSHAVN: Sognet har fået ny sognepræst. Det er cand. theol. Inger Due Borré, der siden efteråret 2009 har været kirkebogsførende sognepræst i Nr. Tranders og Rørdal sogne ved Aalborg. Inger Due Borré afløser ved Frederikshavn kirke Bodil Bolding Kristensen, der i efteråret 2015 fik embede som sognepræst i Vodskov.
Den nye sognepræst er 40 år. Hun bestod embedseksamen fra Aarhus Universitet i januar 2009 og efter ophold på pastoralseminariet i Aarhus blev hun sognepræst i Nr. Tranders og Rørdal sogne.
Hun er gift med Jakob Borré, der er ansat som sagsbehandlende ergoterapeut ved Brønderslev Kommune, og har to piger, Ida på seks år og Frederikke på tre år.
Tiltrædelse ventes at ske 1. maj, idet Inger Due Borré først skal have afviklet konfirmationer i sit gamle sogn.
Gode rammer
- Vi glæder os til at flytte til Frederikshavn, der byder på et rigt foreningsliv, kulturelle muligheder og en fantastisk natur med både skov og strand. Jeg er født og opvokset i Skagen og har gået på Frederikshavn gymnasium og HF, så det er næsten som at komme hjem. Samtidig er jeg som nordjyde indstillet på at stikke fingeren i jorden og finde ud af den kirkelige og folkelige dagligdag i sognet sammen med et menighedsråd og kollegaer, der har skabt nogle rammer for det kirkelige liv på en sådan måde, at det virker som et godt sted at være præst, siger hun.
Inger Due Borré lægger ikke skjul på, at hun har været glad for at være sognepræst i Nr. Tranders og Rørdal sogne.
- Her har jeg trådt mine første ”præstesko” og - synes jeg selv - fået lov til at prøve mange ting og dermed også hentet nogle gode erfaringer, som jeg tager med mig til Frederikshavn.
Den nye præstefamilie flytter i løbet af april ind i præsteboligen på Glentevej i Frederikshavn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.