- Det her har vi jo sagt i et halvt år
Formanden for ældrerådet, Hanne Andersen, forstår ikke, hvorfor Pia Karlsen (V) og Helle Madsen (V) ikke har grebet ind noget før
FREDERIKSHAVN: Som beskrevet i NORDJYSKE i søndags har byrådsmedlemmerne Helle Madsen og Pia Karlsen, begge Venstre, været på uanmeldte besøg på fire ældrecentre i Skagen.
Tidligere fik centrene mad fra Frederikshavn Kommunes centralkøkken, men nu er der ansat en medarbejder til at tilberede maden ude på de enkelte centre.
Konklusionen hos Pia Karlsen og Helle Madsen er, at de ansatte skal løbe så hurtigt, at det nærmest er fysisk umuligt at nå det hele.
Formanden for ældrerådet i Frederikshavn Kommune, Hanne Andersen, er som udgangspunkt glad for, at de to politikere råber vagt i gevær.
- Men jeg forstår ikke, hvordan de kan være så uvidende om, hvad der foregår. Den her kritik har ældrerådet fremført i et halvt år. Helle Madsen er medlem af socialudvalget, og hun kan da umuligt være uvidende om, at den nye madstruktur skaber problemer. 8. maj havde vi et dialogmøde, hvor vi diskuterede problematikken, men Helle Madsen sagde ikke et ord, siger Hanne Andersen.
Ældrerådets kritik går på, at den nye struktur, hvor maden skal tilberedes ude i plejecentrene, går ud over plejen af beboerne.
- På plejecentrene er der kun ansat én til at lave maden. Og de kan ikke nå at lave al maden til de mange beboere. Altså skal de have hjælp til at lave maden af det i forvejen travle plejepersonale. Og det går igen ud over plejen af de gamle.
Hanne Andersen vil også gerne vide, hvem der skal afløse køkkenmedarbejderen ved for eksempel ferie, helligdage og barnets første sygedag.
- Indtil videre er det plejepersonalet, der laver maden i de dage, hvor køkkenmedarbejderen har fri. Og igen bliver der frataget noget af plejen af de gamle, siger Hanne Andersen, der også sætter spørgsmålstegn ved de to politikeres fremgangsmåde.
Da ældrerådet - i november sidste år - havde været på besøg i Aalbæk Plejeboliger, var der stor kritik af, at ældrerådets medlemmer ”var trængt ind på privat grund”.
- Vores besøg var meldt i forvejen. Men nu har to politikere så været på en række uanmeldte besøg. Har de lov til det, spørger Hanne Andersen med et glimt i øjet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.