Fjerritslev

Dreng fængslet i sag om sprængfarlige kemikalier

17-årige foretog prøvesprængninger i skov, ifølge politiet, som stadig leder efter mange kilo kemikalier

Den 17-årige blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger. Arkivfoto
Den 17-årige blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger. Arkivfoto Lars Pauli

Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:41

FJERRITSLEV: En 17-årig dreng fra Fjerritslev blev fredag ved et grundlovsforhør ved retten i Hjørring varetægtsfængslet fire uger, sigtet for at have overtrådt loven om eksplosivstoffer som ”på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade”, ifølge sigtelsen.

Fængslingen vil ske på en institution for unge.

Den 17-årige bor hjemme hos sine forældre, og efterforskning fik torsdag aften politiet til at foretage ransagning i huset, hvor der blev fundet kemikalier til fremstilling af sprængstoffer samt flere hjemmelavede kanonslag.

Ifølge senioranklager Peter Rask fra Nordjyllands Politi drejer sagen sig om op mod 33 kilo kemikalier, som den 17-årige har købt på postordre fra Italien via nettet.

Ifølge politiet har den 17-årige foretaget prøvesprængninger af de hjemmelavede kanonslag i skovområder ved Fjerritslev.

Han har - ifølge politiets opfattelse - solgt nogle af de hjemmelavede kanonslag, og politiet mangler fortsat at finde frem til over halvdelen af de importerede kemikalier til sprængstof-fremstilling.

- Det er farligt i så store mængder, siger senioranklager Peter Rask.

Det har militære sprængstofeksperter oplyst, tilføjer han.

Da politiet stadig efterforsker sagen og prøver at opspore de forsvundne kemikalier, foregik grundlovsforhøret bag lukkede døre.

Ifølge Peter Rask har den 17-årige erkendt at have været i besiddelse af kemikalier, som kan bruges til fremstilling af sprængstoffer.

Men drengen mener ikke, det er så farligt, og betegnede det som fyrværkeri.

Han kærede ikke fængslingskendelsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden