Drømme i provinsen
Det fremgik af Berlingske (8.2.), at Udkantsdanmark har svært ved at tiltrække læger. Lægeforeningens formand nævner som en af forklaringerne, at det kan være vanskeligt at skaffe job til ægtefællen: "Man skal forestille sig en familie, som bor på Østerbro, og hvor konen lige er blevet færdig som læge, og hvor manden er ansat i centraladministrationen.
Der skal noget til at flytte dem, når de i forvejen er godt etableret i København, som man jo bliver i forbindelse med et relativt langt forløb som lægestuderende." Jeg kunne ikke lade være med at drage en parallel til historien fra Mors, hvor en virksomhed ikke kunne få besat syv ingeniørstillinger. Der var heller ikke beskæftigelse til ægtefællen, for staten yder ikke længere sit bidrag hertil, da alle statsopgaver er flyttet fra øen. Af NORDJYSKE Stiftstidende (11.2.) fremgår det, at "de studerende fra AAU gerne bliver i Nordjylland, hvis de altså kan få et job". Også dette kan staten yde sit bidrag til. I Beskæftigelsesregion Nordjyllands nyhedsmagasin Effekt kan man i januarnummeret læse, at der om nogle år er risiko for, at der er for lidt kvalificeret arbejdskraft i Nordjylland. Ved at sprede sin virksomhed yderligere kan staten bidrage til at gøre det mere attraktivt for det private erhvervslivs medarbejdere med ægtefæller at slå sig ned i den nordjyske landsdel. Udkantsministeren var i NORDJYSKE Stiftstidende (31.1.) ude at levere forsvaret for, at det er meget vanskeligt at flytte statslige arbejdspladser fra hovedstaden til Nordjylland. Det er jo så besværligt og så dyrt! Der kan for en provinsboer sættes mange spørgsmål ved ministerens argumenter, men set med hovedstadens embedsmandslogik må synspunkterne nærmest betragtes som indiskutable. Embedsmændene kan kun være tilfredse med så fin en forsvarstale for at holde på de statslige arbejdspladser i hovedstadsområdet. Den må have vakt stor jubel på ministeriegangene. Min hensigt er ikke at klandre udkantsministeren. Set i forhold til, at regeringsgrundlaget ikke indeholder meget substans om, hvad denne minister skal tage sig til, er der ikke noget at sige til, at der vælges den letteste løsning: Fasthold tingenes tilstand. Dog undres jeg - naive sjæl - over, at den nye regering ikke har til hensigt at overgå den tidligere i forhold til udkantsanliggender. Denne undren burde være velbegrundet, da den nye regering jo trods alt har fået en udkantsminister. Den tidligere regering traf i efteråret 2010 den heroiske beslutning, at flere statslige arbejdspladser skulle placeres uden for hovedstaden, ligesom der ved effektiviseringer skulle overvejes at flytte statslige arbejdspladser ud af hovedstaden. Altså ikke flere arbejdspladser til hovedstaden. Denne politik ville vores nye regering tilsyneladende ikke trumfe! Må jeg derfor foreslå, at ministertitlen ændres til det, der er i overensstemmelse med de faktiske forhold, nemlig til "hovedstadsminister". Samtidig må jeg rose de nærtstående embedsmænd. Det er imponerende flot klaret i løbet af så kort tid at have fået instrueret ministeren til at være en så markant forsvarer for hovedstadsområdets embedsmandsanliggender. Det er intet mindre end dygtig gjort! Men det er ikke kun denne minister, der er så heldig at være udstyret med embedsmænd af denne kaliber. Eksempelvis er fødevareministeren også så heldig at have sådanne kapaciteter. Dette har vi set på det seneste, hvor embedsværket absolut vil have jordbrugsopgaver flyttet fra landbrugslandet Nordjylland til stenbroen i hovedstaden. Og nej, her kan udkantsministerens argumenter om, at det er dyrt at flytte opgaver fra hovedstadsområdet til Nordjylland, ikke bruges. Der gælder naturligvis helt andre spilleregler, når opgaverne skal flyttes den anden vej. Vi enfoldige provinsboere må se at få det lært! Fødevareministeren mente derfor også, at vi så sandelig skulle tages os sammen! Vi nordjyder forstår ikke at vise samfundssind, fik vi at vide! Hvordan kan vi dog tro, at vi kan få 15 arbejdspladser på jordbrugsområdet, da de "naturligt" hører hjemme i en organisation i hovedstaden med omkring 1100 medarbejdere! Jeg ser for mig fødevareministeren stå oppe på sin københavnerbalkon og tale dunder til de enfoldige nordjyder: "I skal vise samfundssind! I skal vise samfundssind!" - for derefter at gå ind fra balkonen og skåle med sine embedsmænd for en toppræstation. Beskæftigelsesministeren er også så heldig at have embedsmænd af en særlig kaliber. Der var åbenbart ikke grund til at respektere den forrige regerings beslutning om at overveje udflytning af statslige arbejdspladser i forbindelse med nedlæggelsen af Arbejdsdirektoratet. Så helt i overensstemmelse med denne ånd skulle den yderligt beliggende provins Nordjylland i forbindelse med "effektiv administration" på beskæftigelsesområdet belastes forholdsvis mere med nedskæringer end hovedstaden. "Effektiv administration" har embedsmændene sandelig fået bearbejdet og udviklet til at være et behændigt redskab, der kan bruges til andet og mere end at tilpasse medarbejderstaben til pengekassen. Hvor det oprindeligt var centraladministrationen, der skulle levere besparelserne, så har det udviklet sig til "frit valg" for embedsværket, så besparelserne og andre ting fra skufferne nu kan sendes ud og ramme provinserne. Vi fornemmer jubelstemningen i Nordjylland! At det er uhyggeligt få, der sætter spørgsmål ved, at kodeordet for sparekrav pr. definition er blevet centralisering af opgaver til hovedstaden, ja det kan en enfoldig provinsboer jo slet ikke forstå. Der er heller ikke mange, der når at opdage, at centraliseringsmåltidet bliver ekstra godt, når det også kan krydres med en begrænsning af de lokale folkevalgtes og lægmænds indflydelse i kommissioner og nævn. Kommissions- og nævnsmedlemmer er selvsagt besværlige og unødigt generende for en københavneradministration. Eliten i hovedstaden må have mig undskyldt, men jeg skal have meget tid til at forstå og lære, at det bedste for et sammenhængende og bæredygtigt Danmark er centralisering af magt, ansvar og opgaver til hovedstadsområdet og at få reduceret indflydelsen fra de lokale folkevalgte og lægmænd i provinserne. Det er underligt og naturligvis helt urimeligt, at jeg kommer til at tænke på urbant elitestyre. Men rolig. Dansk folkestyre er naturligvis ikke ved at udvikle sig i en retning, der ikke tilgodeser et helt, ligeværdigt og bæredygtigt Danmark! Ovenstående er heldigvis ren fiktion. Jeg har kun gengivet indholdet af en ond drøm, et mareridt, jeg havde for nylig. Men det er virkelighed, at Nordjylland har brug for hver og én af de statslige arbejdspladser, som vi har. Og vi har stærkt brug for flere!