Duel på planken
Asaa Havn og Asaa Bådelaug prøvede en ny kampplads
ASAA: En god fest kan ofte løse mange problemer, og den mulighed fik Thomas Nyman, bestyrelsesmedlem i Asaa Havn, og Jens Peter Jensen, formand for Asaa Bådelaug, søndag eftermiddag på havnen i forbindelse med Asaa Boldklubs årlige havnefest.
Igennem lang tid har der været ekstremt kolde vinde, stridigheder og forsøg på stævning mellem parterne, men denne gang mødtes kamphanerne i en direkte duel, da de skulle kæmpe på planken i havnebassinet i Asaa.
- Vi var overraskede men glade over, at parterne sagde ja til at tage kampen på planken, siger Hildo Rasmussen, der er formand for Asaa Boldklubs forretningsudvalg, og som tidligere selv har prøvet turen på planken.
Der skulle kæmpes mindst to og højest tre gange på planken, inden vinderen var fundet, og den utraditionelle dyst endte med en sejr på 2-0 til Asaa Havn, måske fordi Thomas Nyman havde rutine fra sidste års seance.
Jens Peter Jensen var iført træsko og bøllehat, og han måtte to gange i vandet.
En vanskelig sport
- Det var svært både at manøvrere og at bruge benene, men heldigvis var vandet ikke koldt, så det er helt fint, at de unge kommer til, smilede formanden for Asaa Badelaug, inden han fik tørt tøj på.
Han ville dog ikke straks konkludere, at duellen på planken havde ordnet alle mellemværender i forhold til Asaa Havn.
- Men forhåbentlig kan det være med til at løse op for problemerne, sagde Hildo Rasmussen, der var glad og tilfreds over søndagens besøg på havnen.
- Til gengæld betyder lørdagens regnvejr, at vi formentlig kun får et lille overskud til Asaa Boldklub.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.