Hospitaler

E-cigaretter skoddes

Aalborg Sygehus indskærper, at rygeforbud også gælder e-cigaretter

Aalborg Sygehus siger nej til e-cigaretter. Foto: Scanpix
Aalborg Sygehus siger nej til e-cigaretter. Foto: Scanpix Pressefotograf Niels B. Meredin

AALBORG: Som ansat eller patient på Aalborg Sygehus duer det ikke at erstatte en rigtig cigaret med en såkaldt e-cigaret. Sygehusets ledelse har netop indskærpet, at e-cigaretter også er omfattet af forbuddet mod rygning.

E-cigaretter opvarmer ved hjælp af en glødetråd væske til dampform.

Sygeplejefaglig direktør Lisbeth Lagoni forklarer, at forbuddet har flere årsager:

Kender ikke virkningen

- Ingen ved rigtigt, om det er skadeligt eller ej, og ingen kender langtidsvirkningerne. Flere undersøgelser har dog vist, at mange e-cigaretter indeholder blandt andet kølervæske.

- Desuden kan det på afstand være svært at skelne e-cigaretter fra almindelige cigaretter. Derfor sender det et uheldigt signal.

Beslutningen betyder, at patienter og pårørende må gå i rygepavillonen, hvis de vil bruge en e-cigaret. Ansatte må ikke ryge på sygehuset overhovedet.

Hos Kræftens Bekæmpelse glæder projektchef Niels Them Kjær sig over beslutningen i Aalborg. Ikke mindst den manglende viden om indholdet i e-cigaretter er bekymrende, mener han - de falder i et hul mellem fødevarer og lægemidler.

Gå til relaterede emner

Forsiden