Jerslev

El-firmaer under samme tag

Skole’s El-Service en del af Brønderslev El-Teknik

Henrik Skole og Svend K. Jensen har nu skabt forbindelse. Foto: Henrik Louis

Henrik Skole og Svend K. Jensen har nu skabt forbindelse. Foto: Henrik Louis

BRØNDERSLEV/JERSLEV:To el-firmaer er blevet til ét. Skole’s El-Service i Jerslev er blevet en del af Brønderslev El-Teknik.

De to har faktisk arbejdet sammen tidligere, og de har også haft et samarbejde på det seneste, hvor de har trukket på hinanden i spidsbelastningstider, ligesom Henrik Skole undertiden har fået el-artiker hos Brønderslev-El-Teknik.

Henrik Skole siger, at det er svært at være alene.

- Mange aftner går med at lave regnskab med mere. Og man er jo på vagt 24 timer i døgnet, hvis der opstår problemer.

I Brønderslev El-Teknik indgår Henrik Skole i vagt med andre elektrikere.

Henrik Skole er uddannet elektriker i Tranum for 33 år siden, og senere tog han installatør-uddannelsen. Han kom i 1992 til Kruse & Mørk i Brønderslev, hvor han i øvrigt var kollega med Svend K. Jensen. For 10 år siden blev han så selvstændig.

Brønderslev El-Teknik fejrede 1. marts i år 20 års fødselsdag. Svend K. Jensen var ansat hos Kruse & Mørk, da han tog springet og etalerede sit eget firma. Der er ca. 30 ansatte i Brønderslev El-Teknik.

Henrik Skole bevarer sit sædvanlige telefonnummer, og navnet Skole’s El-Service vil fortsat bestå en tid.

Brønderslev El-Teknik er tilknyttet TS-gruppen (Teknisk Service), som er en slags erfa-sammenslutning af 40 firmaer med 700-800 elektrikere.

- Vi trækker blandt andet på eksterne samarbejdspartnere omkring alarmer og video, fortæller Svend K. Jensen.

Det er planen, at Henrik Skole skal være Svend K. Jensens højre hånd.

- Vi har travlt - meget travlt, fortæller Svend K. Jensen. Både med store og små opgaver. Noget nyt er, at der skal laves eftersyn af el-installationer i forbindelse med en hushandel.

Svend K. Jensen kunne ønske sig lidt mere frihed. Familien har købt forældrenes ejendom - der selvfølgelig hedder "Strømmen" ved Hellum. Den benytter familien som en slags sommerhus.

I dag er der kun to el-firmaer i Brønderslev mod syv-otte for 20 år siden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.