Jesper Greth er 52 år og har siden 1.januar 2022 været borgmester i Rebild Kommune. Han er opvokset i Aars og bor i Støvring med sin hustru Mette. Sammen har de børnene Sarah og Simon. Her er Jespers CV.

1981-1989: Arbejdsdreng hos PA Vinduer & Døre, maler og værnepligtig ved artilleriet i Skive
Mange af mine skolekammerater kørte med aviser, men det synes, jeg lød kedeligt. Jeg fik i stedet job hos et vinduesfirma, hvor min mor var bogholder, og mit incitament var selvfølgelig at tjene nogle penge. Det var spændende og en stor omvæltning for en ung knægt at opleve, hvordan en arbejdsplads fungerede.

I slutningen af folkeskolen fik jeg en kæreste. Hendes far var malermester, og jeg arbejdede for ham i weekender og ferier. Jeg er god med mine hænder og tror, jeg kunne være blevet en dygtig håndværker. Jeg er meget pertentlig og struktureret og alt, hvad jeg laver skal være 110 procent i orden.

Som barn havde jeg selvfølgelig kammerater, men jeg trivedes også rigtig godt med voksne. Min morfar var murer, og når de byggede huse tæt på, hvor vi boede, var det bedste, jeg vidste at gå sammen med ham og hjælpe til, når jeg fik fri fra skole.

Jeg var i tvivl om, hvad jeg ville efter folkeskolen. Jeg fik middel-karakterer og kunne være kommet på gymnasiet, men på det tidspunkt sagde det mig ikke noget at sidde med snuden i bøgerne. Jeg kiggede i ”Hvad kan jeg blive” og faldt over uddannelsen som radiomekaniker. Jeg synes, at kombinationen af mekanik og elektronik lød spændende, og tog det påkrævede basisår på teknisk skole. Lige inden jeg blev færdig, var jeg til session og trak et nummer, så jeg skulle ind til militæret. Det blev ved artilleriet i Skive, og jeg havde det godt med den orden, der var der. Jeg overvejede faktisk en kort overgang at gøre karriere i forsvaret, men da jeg så, hvordan arbejdet foregik på værkstederne, var det alligevel ikke noget for mig.

Jesper Greth(øverst i midten) havde nogle gode måneder som værnepligtig i Skive. Privatfoto.

1989-1994: I lære som radiomekaniker og elektroniktekniker, B&O i Struer
Jeg søgte ikke læreplads andre steder end hos B&O. Det var virkelig en attraktiv arbejdsplads dengang, med over 3.000 ansatte i Struer. Jeg kunne godt lide arbejdet som radiomekaniker, og det faglige var kompliceret. Det blev dog efterhånden hverdag at skille et fjernsyn eller en videobåndoptager ad, finde fejlen og reparere den.

Når jeg var på skole med de lærlinge, som havde læreplads i lokale radioforretninger, fandt jeg ud af, hvad jobbet også var. Det var eksempelvis at sætte antenner op og trække kabler til et fjernsyn hos fru. Hansen, og det syntes jeg ikke lød udfordrende. Jeg var bidt af det rent udviklingsorienterede, og inden jeg var færdig som radiomekaniker, havde jeg besluttet mig for at læse videre til elektroniktekniker. Her var fokus på at udvikle, konstruere og dimensionere elektronik.

Jeg havde som tidligere nævnt fået middelmådige karakterer i folkeskolen, og jeg troede på forhånd, at jeg ville blive udfordret af det meget komplicerede matematik, der er i faget. Det viste sig, at jeg var virkelig dygtig til det boglige. Inderst inde vidste jeg det jo egentlig godt, men i folkeskolen havde det bare været sjovere at tage ud og spille fodbold i stedet for at sidde og terpe lektier. Når jeg tænker tilbage på, hvorfor jeg ikke fik højere karakterer, er det nok fordi, at jeg ikke syntes, at indsatsen stod mål med det, jeg fik ud af det. Jeg var altid pligtopfyldende, men manglede motivationen til virkelig at gøre noget ekstra ud af det. Det havde jeg i forbindelse med min elektronikteknikeruddannelse. I projektet på 2. semester udviklede jeg en lysdæmper. Censor og ham der var tilknyttet fra B&O sagde, at den var klar til at gå i produktion, og jeg fik mit første 13-tal nogensinde.

1994-1998: Elektroniktekniker hos Compu-Game i Esbjerg og servicemanager hos DGA Elite Automater i Rødovre
Jeg havde været ved B&O i fem år og skulle prøve noget nyt. Jeg blev ansat ved Compu-Game i Esbjerg, som udviklede, producerede og servicerede spilleautomater, jukebokse osv. Jeg fik hurtigt ansvaret for nogle lærlinge og en gruppe arbejdsmænd. Det blev bare en del af arbejdet.

I 1996 var Compu-Games største kunde, DGA Elite Automater, ved at gå konkurs. Jeg blev spurgt af ledelsen i Compu-Game, om jeg ville prøve at redde virksomheden, hvis de købte den. De havde lagt mærke til, at jeg kunne noget med ledelse. Jeg havde på det tidspunkt mødt min hustru Mette, som læste medicin i Aarhus, og hun var klar på at flytte sit studie til København. Jeg kom ind i en kaotisk virksomhed, hvor der ikke var styr på noget som helst. På mindre end halvandet år fik jeg vendt det, så der kunne genereres overskud med en god medarbejderstab.