Flere krydstogtskibe til Nordjylland på grund af krigen
Krydstogtskibe dropper stor russisk havneby og tilvælger Skagen
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:41
NORDJYLLAND: Den russiske invasion af Ukraine har haft store konsekvenser i Europa, og det mærkes også i erhvervslivet i Nordjylland.
Men det er ikke kun negative konsekvenser som stigende energipriser, afbrudt samhandel og lignende.
I Skagen har Ukraine-krigen skabt mere travlhed i havnen. En række rederier har besluttet at droppe krydstogt-sejlads til Sankt Petersborg i Rusland, og de har i stedet set på andre havnemuligheder i det nordlige Europa.
Derfor har Skagen Havn oplevet en mærkbar stigning i krydstogtskibe, der har meldt deres ankomst i løbet af denne sæson.
- Før invasionen i Ukraine 24. februar havde vi 43 tilmeldte anløb af krydstogtskibe i Skagen Havn i år. Det er på niveau med anløb i 2019, inden corona-pandemien, fortæller cruisemanager Anne Sofie Rønne Jensen fra Skagen Havn.
Efter invasionen har havnen fået mærkbart flere bookninger. Nu er der booket 52 anløb af krydstogtskibe denne sæson.
- Det skyldes jo, at de ikke vil sejle til Sankt Petersborg i Rusland og har ønsket at finde alternative havne, siger Anne Sofie Rønne Jensen.
- Vi er selvfølgelig glade for, at de vælger at sejle til Skagen Havn. Det er også godt for byen, at der endelig kommer en masse krydstogt igen, tilføjer hun.
Nogle af krydstogtskibene er meget store. For eksempel det 330 meter lange "Enchanted Princess", der har meldt sin ankomst til Skagen Havn sidst i april. Det kan medbringe over 3000 passagerer.
- Men vi ved jo ikke, om krydstogtskibene er fyldt helt op med passagerer, bemærker Anne Sofie Rønne Jensen.
Pandemi-pause
Corona-pandemien lagde en kraftig dæmper på krydstogtbranchen, men nu er der ved at komme gang i sejladserne igen.
Det mærker man også i Aalborg Havn, hvor der i år er anmeldt foreløbig 27 anløb af krydstogtskibe.
Tidligere - før pandemien - ankom der op mod 45 krydstogtskibe årligt til havnen i Aalborg.
- De 27 anløb i Aalborg ligger indenfor vores ramme for succeskriterium, siger Lars Bech, cruisemanager hos Destination Nord. Målet er 20-40 krydstogtskibe årligt.
Stigende interesse
Ifølge Lars Bech har man oplevet en stigende interesse fra krydstogtrederier for at sejle til Aalborg Havn, efter Ukraine-krigen startede og Sankt Petersborg i Rusland blev fravalgt som destination.
- Interessen for Aalborg som krydstogtdestination er blevet større, men det har ikke ført til flere bookninger endnu, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.