Først solgte han et af Aalborgs ældste hoteller. Så dukkede han pludselig op som ny ejer
Steen Royberg fortalte ikke sælgerne en central oplysning, da han var mægler på Park Hotel. To år senere købte han selv en andel af ejendommen. Men inden blev der tegnet en lukrativ kontrakt med Aalborg Kommune
Opdateret 21. august 2026 kl. 13:10
Da ét af Aalborgs bedst beliggende og ældste hoteller skulle sælges, fulgte et opsigtsvækkende forløb.
Et forløb, hvor ejendomsmægleren ikke fortalte sælgerne en central oplysning.
Hvor køberne få dage efter salget skrev under på en kontrakt, som sikrede dem en årlig millionindtægt – betalt med offentlige midler.
Og hvor ejendomsmægleren, den højt profilerede mægler og tidligere politiker Steen Royberg, pludseligt blev medejer, inden ejendommen skulle sælges igen.
Det hele startede for 10 år siden.
Siden 1961 har Park Hotel på John F. Kennedys Plads lige overfor banegården i Aalborg været familieejet.
Men da ægteparret og hotelejerne, Jytte og Flemming Strøm, efterhånden var blevet over 70 år, besluttede de sig for, at arven skulle gives videre.
Tiden var inde til et generationsskifte.
Men ingen af de øvrige familiemedlemmer ønskede at overtage hotellet.
Derfor skulle det sælges.
Mægleren blev Steen Royberg fra Nybolig Erhverv. Han var tidligere politisk profil for Venstre i Aalborg Kommune og havde et stort netværk.
Det havde han skabt på formidling af erhvervs- og investeringsejendomme i Aalborg som medejer af det, der i dag hedder Nordicals Aalborg, der er Nordjyllands største erhvervsmægler, og som tidligere hed Nybolig Erhverv.
Udbudsprisen på hotellet blev sat til 37 millioner kroner.
Og det var afgørende for ejerne, at hotellet skulle drives videre som hotel.
- Familien har et klart ønske om, at der fortsat skal være hoteldrift i bygningen. Derfor er vi ikke interesserede i alle mulige forslag og anvendelsesmuligheder, sagde Jytte og Flemmings søn, Heine Strøm, dengang.
Men sådan gik det ikke.
Steen Royberg er medejer af Nordicals Aalborg, som er Nordjyllands største erhvervsmægler.
Han er tidligere byrådsmedlem og har som mangeårig erhvervsmægler i Aalborg solgt massevis af erhvervsejendomme for både offentlige og private.
Det har sikret ham en god forretning, som også bygger på offentlige midler. Derfor er det interessant at se nærmere på, hvordan disse handler er blevet til, og om detaljerne tåler dagens lys.
Nordjyske har i forbindelse med sagerne talt med mange kilder, men størstedelen af vores dokumentation bygger på skriftligt materiale fra aktindsigter, tinglysningsdokumenter og andet materiale.
Forretningspartneren
Et år senere lykkedes Steen Royberg med sit arbejde.
En køber ville give 34 millioner kroner for Park Hotel. Et bud, som familien accepterede.
Køberen var Dennis Skagen. Han ejer det succesfulde byggefirma Multi-Byg.
Men Dennis Skagen står også bag et andet selskab.
Siden 2010 har han ejet 50 procent af selskabet I/S Ringparken, der i dag ejer 13 ejendomme i Randers.
Og de øvrige 50 procent af virksomheden? Dem ejer Steen Royberg.
Dét oplyste Steen Royberg imidlertid ikke familien bag Park Hotel i forbindelse med salget af hotellet, fortæller sønnen Heine Strøm til Nordjyske i dag.
Men det skulle han.
En ejendomsmægler skal oplyse sælgeren, hvis han har en relation til køberen. Det er for, at sælger kan tage bestik af situationen, forklarer Carsten Munk-Hansen, juraprofessor og underviser i fast ejendom på Aalborg Universitet.
"Har ejendomsmægleren en væsentlig økonomisk eller personlig interesse i, om en handel indgås, skal ejendomsmægleren oplyse sælger og køber herom, i det omfang det er relevant for den pågældende part."
§35 i ejendomsformidlingsloven.Men sagen med Park Hotel slutter ikke her.
Kun 37 dage efter hotellet blev solgt, skrev Dennis Skagen under på et dokument, der sikrede en anden erhvervsmand medejerskab af ejendommen.
Bofællen
Nordjyske kan på en interessentskabskontrakt se, at et selskab 29. november 2015 blev oprettet med det formål at eje Park Hotel.
JFK 41 I/S, hedder selskabet.
Kontrakten blev tegnet mellem Dennis Skagen – via Ejendoms-Invest I/S - og Torben Steffensen – via selskabet Jomfru Ane Gades Ejendomsselskab A/S.
Dermed blev Torben Steffensen medejer af hotelejendommen. Og han er ikke hvem som helst.
Torben Steffensen er nemlig Steen Roybergs tætteste forretningspartner og ven.
Da de begge var i tyverne, drev de diskotek Gaslight sammen i Jomfru Ane Gade og udvidede senere med diskotekerne Sunrise og Tordenskjold.
Og de har lavet forretninger lige siden.
De ejer i dag en lang række ejendomme og har derudover en fælles formue på 10 millioner kroner i deres holdingselskab, Royberg & Steffensen Holding A/S.
De bor også sammen i et bofællesskab på Danmarksgade i Aalborg.
Men Nordjyske afdækkede for nyligt, hvordan Steen Royberg ikke oplyste Aalborg Kommune – i forbindelse med hans rolle som mægler på et ejendomssalg – sin tætte relation til køberen Torben Steffensen.
Torben Steffensen blev medejer af Park Hotel fra 1. januar 2016, fremgår det af kontrakten.
Og dén dato er central.
Millionkontrakten
For 1. januar 2016 lejede Aalborg Kommune sig ind på Park Hotel.
Kommunen skulle bruge hotellet som midlertidige boliger til nyankomne flygtninge.
Så Dennis Skagen og Torben Steffensen tegnede en uopsigelig lejekontrakt med kommunen, der de næste seks år ville sikre dem 3,1 millioner kroner om året i leje.
Men to år senere ville Aalborg Kommune ud af aftalen. Fire år før aftalt tid.
Forklaringen var, at Aalborg Kommune alligevel ikke skulle modtage nær så mange flygtninge, som der ellers var lagt op til.
Men fordi kontrakten med Dennis Skagen og Torben Steffensen var uopsigelig, måtte kommunen betale fem millioner kroner for at komme ud af kontrakten.
- Det er naturligvis særdeles ærgerligt, at vi skal betale cirka fem millioner kroner for at komme ud af lejemålet før tid, men det er også min opfattelse, at vi ikke har kunnet handle anderledes, sagde daværende borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).
Blev selv en del af ejerkredsen
Men selv efter at hotellet var solgt, blev Steen Roybergs navn ved med at dukke op.
Aalborg Kommune lejede hotellet i perioden 1. januar 2016 til 31. januar 2018. Men fem måneder før kommunen købte sig ud af kontrakten, købte Steen Royberg sig ind i selskabet JFK 41 I/S.
Han overtog 25 procent af ejerskabet fra Torben Steffensen og lukrerede altså også på millionerne fra Aalborg Kommune.
Og de fem millioner kroner var ikke de eneste penge, som kommunen investerede i ejendommen.
Samtidig med at Aalborg Kommune købte sig ud af aftalen med virkning fra 31. januar, besluttede man at give tilladelse til at omdanne Park Hotel til studieboliger.
Dermed kunne JFK 41 I/S dagen efter sælge en del af ejendommen til Vivabolig for 30 millioner kroner.
Boligselskabet skulle stå for ombygningen, mens Aalborg Kommune bidrog med både grundkapital og driftstilskud.
Senere betalte Vivabolig yderligere 4,5 millioner kroner for en anden del af ejendommen, så den samlede salgspris endte på 34,5 millioner kroner.
På to år sikrede Dennis Skagen, Torben Steffensen og slutteligt Steen Royberg sig altså en indtægt på 6,2 millioner kroner i leje og yderligere fem millioner kroner fra kommunekassen for at komme ud af lejeaftalen.
Og så solgte de Park Hotel videre for en halv million kroner mere, end Dennis Skagen i sin tid betalte for hotellet.
Mens skæbnen for hotellet endte anderledes, end Strøm-familien oprindeligt ønskede. Ikke som hotel, men som studieboliger.
23. oktober 2015: Park Hotel sælges til Dennis Skagen for 34 millioner kroner.
29. november 2015: En interessentskabskontrakt bliver tegnet mellem Dennis Skagen - via Ejendoms-Invest I/S - og Torben Steffensen - via Jomfru Ane Gades Ejendomsselskab A/S, der sikrer Torben Steffensen 50 procent medejerskab af ejendommen. Selskabet hedder JFK 41 I/S.
1. januar 2016: Aalborg Kommune lejer sig ind i bygningen for at husere nyankomne flygtninge. Aftalen er uopsigelig, varer seks år med en årlig husleje på 3,1 millioner kroner.
11. september 2017: Steen Royberg sætter sig på 25 procent af ejerskabet af JFK 41 I/S.
11. december 2017: På et byrådsmøde i Aalborg Kommune bliver det besluttet, at Park Hotel skal omdannes til studieboliger efter drøftelse med ejerkredsen af Park Hotel. Og dermed skal Aalborg Kommune købe sig ud af kontrakten med ejerne. Fem millioner kroner betaler de.
1. februar 2018: En del af Park Hotel sælges til Vivabolig 30 millioner kroner.
31. december 2019: En anden del af Park Hotel sælges til Vivabolig for 4,5 millioner kroner.
CVR-registret, Tinglysning, Aalborg Kommune.Ingen kommentarer
Nordjyske har ringet til Steen Royberg.
- Jeg har ikke nogen kommentarer, sagde han, inden han afbrød opkaldet.
Han har sidenhen fået en lang række spørgsmål tilsendt på mail.
Dem er han ikke vendt tilbage på.
Nordjyske har også kontaktet Dennis Skagen med henblik på et interview. Han er heller ikke vendt tilbage på de skriftlige spørgsmål.
Heller ikke Torben Steffensen er vendt tilbage på Nordjyskes henvendelse.
Jytte og Flemming Strøm har ønsket, at interviewet med Nordjyske foregik via deres søn, Heine Strøm.