Coronavirus

Nordjyske landmænd og fiskere i protestaktion: Kortege af traktorer og flåde af fiskefartøjer

Deltager i demonstrationer i Aarhus og København

Der var traktor-trængsel i Aalborg i lørdags. Og i morgen, lørdag, ruller en kortege af traktorer fra Nordjylland til Aarhus for at protestere. Arkivfoto: Lars Pauli

Der var traktor-trængsel i Aalborg i lørdags. Og i morgen, lørdag, ruller en kortege af traktorer fra Nordjylland til Aarhus for at protestere. Arkivfoto: Lars Pauli

NORDJYLLAND:Der bliver trængsel på vejene i det nordjyske lørdag morgen.

En hel kortege af traktorer vil køre fra Nordjylland til Aarhus for at deltage i en protest-demonstration mod regeringens håndtering af minksagen, hvor hele minkbranchen blev beordret lukket ned i forsøg på at stoppe spredning af muteret corona-virus.

Alene fra Vendsyssel ventes op mod 150 traktorer at deltage, ifølge Flemming Fuglede Jørgensen, Løkken-landmand og formand for organisationen Bæredygtigt Landbrug.

- Vi er fuldkommen ude på et sidespor, når regeringen ikke vil følge grundloven og lukker et helt erhverv som minkbranchen. Hvad bliver det næste, der skal lukkes?

Spørger Flemming Fuglede Jørgensen og tilføjer:

- Det er det selvstændige erhvervsliv, som bliver trådt ned.

Han skønner, at op mod 10.000 mennesker mister deres job på grund af regeringens beslutning om at lukke al minkproduktion i Danmark.

Hvem står bag?

Lørdagens demonstrationer i Aarhus og København foregår under sloganet "Folkestyret hylder grundloven".

På hjemmesiden folkelighed.dk står: "Demonstrationen er upolitisk. Ingen organisation står i spidsen for arrangementet. Det er folkets stemme og folkestyrets demonstrationer" ... "demonstrationen har deltagelse af en lang række erhverv, organisationer, borgere og folkelige bevægelser. Vi kræver fungerende folkestyre."

Om deltagere og begrundelsen for demonstrationen står videre:

"Det vil være forskelligt i folkemængden. Nogle sympatiserer med mink, andre er imod tvangsvacciner, nogle synes restriktionerne har været for skadelige - det ER en mangfoldig baggrund der samler os. Og vi samled for at hylde grundloven, vores fundament OG huske politikerne på, at VI er folkestyret. Corona-epidemien krævede i begyndelsen hurtige beslutninger - i en grad, der ikke hidtil er set i vores fælles danmarkshistorie. Vi lærte ord som forsigtighedsprincip og forsamlingsforbud - og det samfund, som vi kender og har opbygget sammen, blev politisk lukket ned. En særlov blev vedtaget af et enigt folketing, der gav ultimativ magt til regeringen - og samtidig satte demokratiet og folkestyret på midlertidig pause. Nu kræver folket medbestemmelsen tilbage. Der skal være tid til at lytte, tid til at undersøge tingene til bunds - så der kan træffes meningsfyldte beslutninger. Vores demokratiske samfund skal ledes demokratisk. Det ønsker regeringen ikke. Regeringen har fremsat en ny epidemi-lovgivning, der giver politikerne uindskrænket magt. Der udmeldes grundlovsstridige beslutninger og hæren sættes ind for at hjælpe myndighederne med at gennemføre ulovlige beslutninger. Selv når det går op for regeringen, at en ordre er ulovlig, fastholder de den. Det har været dyrt - især på det menneskelige plan. Et erhverv er væk - og mange andre erhverv og mennesker lever i uvished for deres fremtid, når folkestyret er sat ud af kraft. Folket har ingen indflydelse på, hvilke beslutninger der dikteres fremover under den ønskede epidemilov. Det føles fremmed og usikkert. Vi skal udvise politisk tillid til de mennesker vi har valgt, men det kræver, at alle bliver hørt og medinddraget i disse alvorlige beslutningerne. Nu vil vi høres!"

Kilde: Folkelighed.dk

Flåde af fiskefartøjer

Også en række fiskekuttere fra Nordjylland deltager lørdag i demonstrationer vendt mod, hvad de mener er regeltyranni, der spænder ben for deres erhverv. De nordjyske fiskere sejler til København og lægger til ved Langelinje for at vise deres utilfredshed.

Omkring 50 fiskekuttere ventes at deltage.

- Og hovedparten af dem er nordjyske, siger fisker Mikkel Nielsen fra Hals, bestyrelsesmedlem i Hirtshals Fiskeriforening.

Han sejler selv til København med sin stålkutter 'Hanne Due', og han har tre besætningsmedlemmer med.

- Vi håber og tror på, at vi kan råbe politikerne op. De må lempe på reglerne for fiskeriet. Som det er nu, er det næsten ikke til at drive fiskeri. Det er som om, vi bliver betragtet som forbrydere, med al det satellit-overvågning og kameraer.

Mikkel Nielsen fortæller om et regelbureaukrati så omfattende, at det - efter hans mening - gør det meget svært at fiske.

- Vi er frustrerede, understreger han.

Lørdagens protest-demonstrationer i Aarhus og København kommer kun en uge efter lignende demonstrationer, som blandt andet omfattede en kortege af traktorer i Aalborg.

Det kan du læse mere om her:

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.