Peter tror på solskin og satser stort på den grønne energi

Elinstallatør gør klar til nyt boom på solcellemarkedet

Elinstallatør Peter Fisker har i flere år drevet Molhøj El. Nu satser han også på sin opstartsvirksomhed KlimaVenti, der skal være et grossistfirma inden for solcelleanlæg og ladestandere.   <i>Foto: Martin Damgård</i>

Elinstallatør Peter Fisker har i flere år drevet Molhøj El. Nu satser han også på sin opstartsvirksomhed KlimaVenti, der skal være et grossistfirma inden for solcelleanlæg og ladestandere.   Foto: Martin Damgård

HADSUND:Elinstallatør Peter Fisker fra Hadsund var med i de vilde måneder i 2011 og 2012, hvor tusindvis af villaejere investerede i solcelleanlæg til deres tage. 

En gunstig statsstøtte fik salget til at eksplodere, og da politikerne fra den ene dag til den anden stoppede for tilskud, brast markedet.

Nu er vejrudsigten for solcellemarkedet atter smuk.

- Se på elprisen. For et år siden var spotprisen på en kilowatttime 54 ører. I dag er prisen 171 ører.

Ifølge Peter Fisker gør den høje elpris det igen til en god forretning for både private og virksomheder at investere i solcelleanlæg, selv om der ikke findes en lukrativ støtteordning. 

Det gælder f.eks. erhvervsvirksomheder, som har et stort strømforbrug om dagen, hvor prisen som regel er højest. Her kan de med solceller producere til eget forbrug eller mere og spare mange penge.

- Det går hurtigt

Peter Fisker driver firmaet Molhøj El med seks ansatte fra adressen Mariagervej 3 i Hadsund Syd.  Det fortsætter han med, men det bliver i hans andet firma, KlimaVenti, at han satser på den helt store vækst. 

Firmaet, der stadig er i opstartsfasen, importerer solcelleanlæg og ladestandere og skal være en grossistvirksomhed, der rådgiver og leverer til andre firmaer, som vil sælge og montere solcelleanlæg.

- I dag er der kun en ansat og mig selv i KlimaVenti. Men vi skal have ansat mange flere. Jeg tænker, at vi om et år er 10 mand. Det kommer til at gå hurtigt, lyder det optimistisk fra elinstallatøren fra Hadsund.

Om et år har KlimaVenti 10 ansatte, vurderer Peter Fisker. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Om et år har KlimaVenti 10 ansatte, vurderer Peter Fisker. Foto: Martin Damgård

KlimaVenti har leveret de første anlæg. Blandt andet til den lokale Toyota-forhandler, Lars Hird hos MJ Autoservice i Hadsund, som har fået et stort 60 kW-anlæg på taget. 

Peter Fisker håber, at aftalen med Lars Hird bliver en god salgscase, der kan bevise solcelleanlæggenes værdi.

Toyota i Hadsund har fået solcelleanlæg på taget. <i>Privatfoto</i>

Toyota i Hadsund har fået solcelleanlæg på taget. Privatfoto

Flere ladestandere

Peter Fisker og KlimaVenti satser på to produkter: Solcelleanlæg og ladestandere med tilhørende betalingssystem. De sidste skal fylde strøm på de stadig flere elbiler.

Foruden solcelleanlæg forhandler KlimaVenti ladestandere med tilhørende betalingssystem, som man satser på, at mange virksomheder vil installere i de kommende år. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Foruden solcelleanlæg forhandler KlimaVenti ladestandere med tilhørende betalingssystem, som man satser på, at mange virksomheder vil installere i de kommende år. Foto: Martin Damgård

Elinstallatøren tror, mange flere virksomheder vil efterspørge ladestandere, som deres medarbejdere kan benytte i arbejdstiden. 

De fleste elbilejere får ganske vist ladere på hjemadressen, men ifølge Peter Fisker vil ladestandere på arbejdspladsen kunne reducere en alt for stor belastning på elnettet i villakvartererne, hvis alle elbiler her skal oplades på samme tid om aftenen.

Hurtigt tjent hjem

Efter at markedet for solcelleanlæg kollapsede i 2012, er der kommet ny fokus på at udnytte solens grønne energi.

- I mange år har al opmærksomhed været på vindmøllerne, men nu kommer solenergien med. Solcelleanlæggene er kommet for at blive. Alle råber på klimavenlig energi, noterer Peter Fisker.

Han fortæller, at med den aktuelle elpris kan mange anlæg tjene sig selv hjem på fire-seks år, hvilket er et meget gunstigt afkast. Peter Fisker erkender, at en lavere elpris ændre regnskabet negativt.

- Men jeg tror, vi ser ind i en fremtid, hvor el stadig vil være dyrt , siger han.

Peter Fisker tilføjer, at solenergien under alle omstændigheder får en vigtig rolle i den grønne omstilling til CO2-neutral energiproduktion.

Den øgede interesse for solcelleanlæg presser markedet, som blandt andet er ramt af transportproblemer fra Østen, nedlukning af fabrikker i Kina og krigen i Ukraine.

- Jeg har ventet tre måneder på invertere til solcelleanlæg. Nu arbejder jeg på aftaler med to nye leverandører af hensyn til forsyningssikkerheden, siger Peter Fisker.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden