Stor virksomhed lukker nordjysk produktion: 14 ansatte opsagt
Markedet er blevet mindre. Det får nu en ærgerlig administrerende direktør til at lukke en nordjysk produktion i Vadum
Opdateret 09. januar 2024 kl. 13:46
Stibo Complete lukker den sidste rotation på fabrikken i Vadum – en 80 siders rotation, der har produceret uafbrudt siden 2007.
Det bekræfter administrerende direktør i Stibo Complete Group, Søren Henriksen.
- Vi vælger at konsolidere vores trykaktiviteter og nedlægger én V80-siders rotation i Vadum. Konsekvensen er, at vi opsiger 14 medarbejdere i Vadum, siger Søren Henriksen.
Stibo Complete Group overtog i august 2012 Vadum-afdelingen gennem det konkursramte trykkeri Color Print, der blev grundlagt i 1987 af den kendte nordjyske erhvervsmand Eigild B. Christensen.
Efter fyringsrunden beskæftiger Stibo Complete Group fortsat sammenlagt omtrent 1000 medarbejdere.
59 af disse er ansat i Region Nordjylland.
10 af disse er ansat på Mors, mens de resterende 49 ansatte fortsat arbejder med udgangspunkt fra Vadum. Afdelingen i Vadum tæller Distribution Plus samt koncernfunktionerne indenfor kalkulation, projektledelse, salg, økonomi samt service og vedligehold.
Kagen er blevet mindre
Stibo Complete Group overtog Vadum-afdelingen d. 15. august 2012 efter konkursen af Color Print.
Men som årene er skredet frem, er markedet for print blevet mindre. Det kalder nu på handling, fortæller den administrerende direktør.
- Markedet for print på papir har længe været under stort pres, og en betydelig konsolidering i Nordeuropa er nødvendig for at skabe en langsigtet løsning til gavn for vores kunder, medarbejdere og aktionærer, siger Søren Henriksen.
- I en industri, hvor markedet falder og kagen bliver mindre, er industrilogikken, at man må konsolidere sig, samle ting op og sørge for at lave en god udnyttelse på nogle færre maskiner. Udviklingen er dikteret af kunderne. Der er simpelthen ikke nok aktivitet, og derfor må vi tilpasse os tilsvarende, siger han.
Optimistisk på de ansattes vegne
Selvom den administrerede direktør ikke ser nogen anden udvej, er han og Stibo Complete ærgerlige over udfaldet.
- Det er utroligt irriterende, at vi må tilpasse og lukke produktionen i Vadum. Det er vi utroligt kede af og ærgerlige over. De ansatte har været enormt dygtige og fleksible alle årene, siger Søren Henriksen.
- Der er ikke nogen god historie i det her. Men hvis der skal være en, så er det, at de afskedigede medarbejdere er så utroligt dygtige og eftertragtede, at de nok skal få job alle sammen, siger han.
Afdeling grundlagt af Eigild B. Christensen
Stibo-koncernens Vadum-afdeling udspringer af det hedengangne Color Print.
Color Print blev grundlagt i 1987 af den kendte nordjyske erhvervsmand Eigild B. Christensen, som gjorde virksomheden til Nordens største rotationstrykkeri med speciale i reklametryksager.
I 2006 solgte Eigild B. Christensen sit livsværk til en kapitalfond.
Det nordjyske trykkeri gik konkurs i 2012 og aktiviteten blev overtaget af Stibo-koncernen - det tidligere Aarhus Stiftsbogtrykkerie.
Selskabet Color Print A/S blev i 2022 fusioneret med Stibo Complete A/S, og Color Print har siden da gået under navnet Stibo Complete.
Konsolidering og udvikling
Vadum-afdelingen er blot et af Stibos forretningsmæssige ben, som omfatter produktion flere steder i Danmark og udlandet.
Stibo Complete tilbyder en stor mængde af produkter og serviceydelser til en bred vifte af kundesegmenter.
Blandt andet tilbyder virksomheden lager og logistik-løsninger samt butiksindretning, ligesom der produceres indlægssedler til den farmaceutiske industri, instruktionsbrochurer, eksamensopgaver, forlagsarbejde og meget mere.
- Det, der kendetegner industrien er, at den bliver mindre. Men markedet er stadig stort og interessant for os, men det bliver mindre. Og det er den rejse, vi er på. Vi befinder os i en industri, hvor markedet bliver mindre, hvorfor vi konsoliderer os selv og udvikler nye services og tjenester, siger Søren Henriksen.
Stibo Complete A/S kom ud af sit seneste regnskabsår for 2022/23 med et overskud på over 27 millioner kroner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.