Erhverv

Trods corona-restriktioner og festdæmper: Nytåret bliver skudt ind med et brag

Store nordjyske fyrværkerifirmaer forventer kun mindre nedgang i år

Bum! Trods corona-restriktioner og lukkede butikker vil vi også i år kunne se masser af nytårsraketter, melder to nordjyske firmaer. Foto: Henrik Bo
Bum! Trods corona-restriktioner og lukkede butikker vil vi også i år kunne se masser af nytårsraketter, melder to nordjyske firmaer. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:25

NORDJYLLAND: Nu er det lige før, vi siger farvel til corona-året 2020 - et år, der har vendt op og ned på vores tilværelse og medført sygdom og død.

Tirsdag aften fortalte statsminister Mette Frederiksen (S), at de skærpede corona-restriktioner forlænges med yderligere to uger frem til 17. januar på grund af stigende smitte.

Samtidig opfordres borgerne til at begrænse nytårsfestlighederne.

- Det er i vores øjne ikke rimeligt, hvis en nytårsfejring betyder, at der spredes endnu mere smitte. Derfor anbefaler sundhedsmyndighederne, at vi begrænser nytårsaften i år. Aflyser aftaler, der måske allerede er indgået, og kun ser folk fra egen husstand og eventuelt nogle få fra nærmeste omgangskreds, lød det fra statsministeren.

Bulder og brag

Alligevel bliver der masser af bulder, brag og nytårsraketter på himlen i år, lyder meldingen fra to af landets største fyrværkeri-importører, begge nordjyske.

- Jeg tror ikke, man vil kunne se forskel på nytårshimlen i år i forhold til tidligere, siger direktør Thomas Brix Pedersen fra Aalborg Fyrværkerifabrik A/S.

Også konkurrenten Fyrværkerieksperten A/S i Thisted melder om godt gang i salget, selv om flere af de sædvanlige salgssteder er lukket på grund af restriktionerne.

Først efter nytår ved de to store fyrværkeri-importører med sikkerhed, hvordan årets salg gik.

- Mit bedste bud er, at vi sælger 80-90 procent af det fyrværkeri, vi skal, siger direktør Morten Sørensen fra Fyrværkerieksperten A/S i Thisted.

Ekstra gang i salg nu

Netop fordi det blev meldt ud før jul, at de fleste butikker skal holde lukket til efter nytår, fik mange travlt med at købe fyrværkeri inden juleaften. Tidligere blev der ellers solgt mest fyrværkeri mellem jul og nytår.

Da antallet af salgssteder netop nu er mindre, er der ekstra gang i salget de steder, hvor man stadig kan købe fyrværkeri, oplyser Thomas Brix Pedersen fra Aalborg Fyrværkerifabrik A/S.

- Som det ser ud nu, kan det hele udligne sig, så sæsonen i år bliver magen til året før, lyder hans optimistiske bud. Han erkender dog, at det også kan ende med en salgssæson under normalen.

Flere små fester

Statsministeren og sundhedsmyndighedernes opfordring til kun at fejre nytåret med den nærmeste familie og ganske få venner, har dog øget salget af fyrværkeri, ifølge Thomas Brix Pedersen.

- De store nytårsfester brydes op i flere små fester. Så i stedet for, at mange går sammen om at købe lidt fyrværkeri, er der nu mange, der hver især skal købe lidt. Så på den måde har det måske hjulpet lidt på salget af fyrværkeri, vurderer direktøren fra Aalborg Fyrværkerifabrik.

Hverken Fyrværkerieksperten eller Aalborg Fyrværkerifabrik producerer selv nytårsskyts. Alt importeres fra Kina og videresælges i ugerne op til nytårsaften.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden