Var det noget med et atomkraftværk lidt uden for Aalborg?
Lad os få en fordomsfri gentænkning af en udskældt energikilde

Peter Munk Simonsen, erhvervsredaktør.
Store dele af Europa står i en regulær energikrise, og priserne på både el og gas eksploderer. Det rammer danske forbrugeres pengepung hårdt – og vi har formentligt ikke set det værste endnu.
I det lys er der i den grad behov for at genoptage debatten om en energiform, der i årtier har været placeret i skammekrogen. Nemlig atomkraft.
For bør vi egentlig genoverveje en af verdens mest kontroversielle energikilder, når varmeregningerne inden længe når rekordhøjder? Og når vi samtidig kan se, at udledningen af CO2 i atmosfæren bare stiger og stiger?
Svaret er ja.
Dermed ikke sagt, at vi i morgen eller overmorgen skal gå i gang med at bygge kernekraftværker rundt om i Danmark. Men der er behov for at tage en snak om atomkraft på et nuanceret og sagligt grundlag.
De, der kommer med velkendte og gamle argumenter imod kernekraft, har formentlig ikke læst op på de massive fremskridt, som teknologien har taget de seneste mange år. Eksempler som Tjernobyl og Fukushima bliver hevet frem som skræk og advarsel, men man glemmer, at begge var bygget på teknologi fra 1970’erne.
Vi er kommet langt siden da.
Tag blot den danske virksomhed Seaborg Technologies, som har udviklet flydende atomkraftværker med reaktorer baseret på smeltet salt. Og kig på lande som Frankrig, hvor atomkraft udgør over 70 procent af det samlede elforbrug.
Atomkraft er en stabil energikilde, som virker, selv når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner. Og ny forskning viser, at den ikke udleder mere drivhusgas end for eksempel vindenergi.
Alligevel er atomkraft ikke på EU’s liste over grønne energikilder. Det virker mærkværdigt.
På LinkedIn skriver Lars Aagaard, administrerende direktør i brancheorganisationen Dansk Energi, at tanken om at etablere atomkraft i Danmark ikke har nogen gang på jord. Det har affødt over 500 kommentarer.
En af dem er fra den nordjyske erhvervsmand Mads Peter Veiby.
- Jeg er klar til at investere i kernekraft og har personer i netværket til at løfte opgaven, skriver den nordjyske mangemillionær, som også har et forslag til placeringen.
- Nordjyder er vant til et kulkraft-værk placeret midt i centrum, nu flyttet få kilometer uden for byen. Det vil være en kæmpe gevinst for luftkvaliteten i Aalborg og Nordjylland at omdanne Nordjyllandsværket til kernekraft, skriver Mads Peter Veiby.
Om Nordjyllandsværket 13 kilometer uden for Aalborg skal agere kernekraftværk, vil denne lederskribent ikke kloge sig på. Udover at konstatere, at idéen måske er lige til den friske side.
Men debatten om atomkraft er ikke desto mindre vigtig og væsentlig. I jagten på den grønne omstilling bør en stabil og CO2-venlig energikilde ikke dømmes ude på forhånd.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.