Et kontant skulderklap til Casper
I et meget kvalificeret felt af indstillede til Kulturprisen 2016, faldt valget på den kun 17-årige Casper Hejlesen Christensen fra Poulstrup.
Prisen blev uddelt lørdag til en velbesøgt nytårskoncert på Vendelbohus.
Hovednavnet til Hjørring Brassbands traditionsrige nytårskoncert var Ann-Mette Elten. Hjørring Brass Band leverede masser af musikalsk vellyd til publikum, og traditionen tro optrådte dygtige elever fra Hjørring Musiske Skole også ved koncerten.
Overrækkelsen af kulturprisen var overladt til bankrådsformand Daniel Rugholm og direktør Ole Peter Christensen, at offentliggøre modtageren.
- Modtageren er en mand, der som otte-årig lavede utrolig meget støj i hjemmet, ved at sidde og spille på potter, pander, urtepotter og hvad der ellers var tilgængelig, oplyste Daniel Rugholm, inden prismodtageren kom på scenen.
- Udfordringen blev så stor for familien, at gaven til ni-års dagen blev en guitar. Samtidig startede han i Hjørring Musiske Skole, hvor specielt guitarlærer Mikkel Zakariasen satte en stor udvikling i gang.
Talentklasse og deltagelse i forskellige bands satte gang i forskellige kåringer, tilføjede Daniel Rugholm og nævnte Årets Barnestjerne og Årtes sejeste guitarrist.
Musikverdenen har flittigt efterspurgt Casper Hejlesen Christensen, der ikke altid har stået forrest i rampelyset. For eksempel har han også været en del af musikken til Vrå og Lundergaardsrevyen. Han har også spillet opvarmning for nogle af de helt store navne som Outlandish.
Casper Hejlesen Christensen lever ikke af musikken endnu, men har en målsætning om, at det skal ske.
Han har planer at udgive musik, og her skal de 10.000 kroner som Kulturprisen udgør være de første penge til den vej.
- Casper Hejlesen Christensen er indtil i dag ukendt for de fleste, men han har alligevel glædet mange med sit talent. Vi håber at anerkendelsen i dag vil give dig ekstra mod til at fortsætte en lovende karriere, tilføjede Daniel Rugholm i sin tale.
Spar Nords kulturpris blev stiftet af Spar Nord og Spar Nord Fonden tilbage i 2008, og skal nu uddeles for 9. gang.
Tidligere modtagere er:
Thomas Østergaard, Tversted Jazzy Days
Anne og Hans Rottbøll
Benthe Norheim
Henrik Baloo Andersen
Renee Søndergaard
Keld Andersen
Hjørring Live
Hirtshals Musikforening/Rasmus Jespersen
og sidste år gik prisen til Hans Holtegaard
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.