EU truer det røde danske økomærke
Katastrofe for dansk økologi, hvis det røde økomærke forbydes, lyder kritikken
HELE LANDET: EU er parat til at forbyde Danmarks røde Ø-mærke på økologiske varer og erstatte det med EU’s eget grønne øko-blad. Det skriver metroxpress.
- Men det vil være en katastrofe for dansk økologi, siger formand for Økologisk Landsforening, Paul Holmbeck, til metroxpress.
- Det røde ø er helt enestående i EU, fordi staten kontrollerer, at varerne også er økologiske, når de har det røde logo på. Sådan en statslig kontrol er der ikke i andre lande, hvor virksomhederne selv eller måske private firmaer kontrollerer ægtheden, uddyber han.
Tillid afgørende
Og netop den statslige kontrol er ifølge økologichef Kirsten Lund Jensen fra Landbrug og Fødevarer da også afgørende for danskernes tillid:
- Hele 98 procent af danskerne kender betydningen af det røde Ø, og 8 ud af 10 har tillid til Ø-mærkningen, og det har de blandt andet, fordi det er statskontrolleret. Det vil være dybt tåbeligt at smide den succes ud, mener hun.
At Ø-mærket er truet er ifølge Paul Holmbeck ikke blot en europæisk papirtiger. EU-Kommissionen er netop nu ved at gennemgå reglerne for økologi i Europa. Indtil nu har bestræbelserne således ført til en udmelding om, at man ikke vil acceptere, at medlemslandene har et offentligt logo, der konkurrerer med EU’s øko-blad.
Kamp til stregen
- Men EU kan forvente kamp til stregen. Hele forudsætningen, for at vi dengang accepterede det grønne mærke på danske varer, var, at vi kunne beholde vores eget røde Ø, så den går bare slet ikke. siger Enhedslistens fødevareordfører Per Clausen til metroxpress:
Heller ikke fødevareminister Karen Hækkerup (S) er enig med EU’s planer:
- Det er tåbeligt, hvis det danske Ø-mærke skal erstattes af EU’s økologimærke. Derfor vil jeg gøre alt for, at vi kan bevare Ø-mærket, siger Karen Hækkerup til metroxpress.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.