Aalborgfirma bygger fabrik i USA
Ny teknologi med print direkte på bleer og bind skaber vækst i Fibertex
Opdateret 16. august 2017 kl. 17:12
AALBORG: Aalborg-virksomheden Fibertex Personal Care, der er en af verdens største producenter af ikke-vævede (non-woven) tekstiler til brug i eksempelvis bleer og hygiejnebind, etablerer sig nu for første gang på amerikansk jord. Virksomheden har købt en industrigrund i Asheboro, North Carolina, som en del af en samlet investering på 10 millioner dollars.
Den nye fabrik skal koncentrere sig om print på nonwovens-tekstiler. Her har Fibertex Personal Care via sit tyske datterselskab Innowo Print en unik teknologi, hvor farver og motiver printes direkte på nonwovens-materialerne:
- De store globale producenter af bleer, hygiejnebind og inkontinensprodukter efterspørger i stigende grad print direkte på nonwovens-materialerne. I dag har størstedelen af produkterne et design-print på en tynd film. Vores printteknologi giver kunderne mulighed for at arbejde mere med det visuelle udtryk, forklarer Group CEO Mikael Staal Axelsen fra Fibertex Personal Care.
Fibertex Personal Care var i 2008 medstifter af den tyske printvirksomhed Innowo Print og overtog i 2014 det fulde ejerskab. I 2016 blev fabrikken udvidet med en fjerde printproduktionslinje, og samtidig blev første printproduktionslinje etableret i tilknytning til den eksisterende nonwovens-produktion i Malaysia.
Nu tager Fibertex Personal Care så næste skridt ved at etablere samme på amerikansk grund:
- Ideen er, at printproduktionen i Tyskland og Malaysia skal dække henholdsvis det europæiske og det asiatiske marked, mens den kommende fabrik i USA skal dække det nord- og sydamerikanske marked. Vi forventer positive vækstrater inden for denne niche i de kommende år, og derfor skal den amerikanske fabrik også allerede være klar til produktion i slutningen af 2018, fortsætter Mikael Staal Axelsen.
Derfor North Carolina
Som en vigtig del af forretningskonceptet printer Fibertex Personal Care ikke kun på deres egne produkter, men også på andre virksomheders nonwovens-produkter. Da flere af disse virksomheder er placeret i North Carolina, er dette område blevet valgt som lokation for den nye print produktion.
Den danske nonwovens-specialist har i det hele taget haft høje vækstrater de seneste år, og i 2016 investerede virksomheden et stort trecifret millionbeløb i kapacitetsudvidelser og specialproduktion. Fibertex Personal Care har i dag produktionslinjer ved hovedsædet i Aalborg og i Malaysia. Den samlede produktionskapacitet svarer til ca. 10 procent af det globale forbrug.
Virksomheden omsatte sidste år for 1,8 milliarder kroner og havde et overskud på den primære drift på 246 millioner kroner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.