Flere får afslag på plejehjemsplads
Tidligere byrådspolitiker præsenterede visitationsstatistik på borgermøde om plejehjem i Snedsted
SNEDSTED: En større del af de ældre, der søger om plads på et af Thisted Kommunes plejehjem, får afslag.
Det fremgår af en statistik, som tidligere byrådsmedlem Povl Bojer kunne fremlægge på borgermødet mandag aften i Snedsted, hvor den såkaldte udviklingsplan for kommunens sundheds- og ældreområde var på dagsordenen.
Det er kun lidt mere end to år siden, kommunen sidst fremlagde en plan for lukning af ældrecentre - herunder Kastaniegården i Snedsted. Men hvor der i 2012 var alt optaget og ventelister til plejehjemmene, så er der nu ledige pladser mange steder.
Måske er baggrunden altså, at kommunen er blevet mere tilbageholdende med at visitere til en plejehjemsplads. I hvert fald er andelen af ansøgerne, der får ja til en plejebolig, faldet fra 78 procent i 2012, til 66 procent i det seneste halve år.
- Der er ikke noget, der tyder på flere ansøgere. Men der er en tendens til, at flere får afslag, sagde Povl Bojer - der har skaffet visitationsopgørelsen fra kommunens ældrechef.
Formanden for social- og sundhedsudvalget, Peter Sørensen (DF), kender imidlertid ikke noget til en strammere visitationspraksis:
- Vi er nødt til at forholde os til, at visitator siger, at de visiterer som de plejer, sagde han.
Både politikerkolleger og flere af de omkring 150 deltagere i borgermødet kritiserede i øvrigt Peter Sørensen for at have vendt på en tallerken, blot et halvt år efter, at han - og Dansk Folkeparti - gik til valg på, at der ikke skulle lukkes plejehjem i Thisted Kommune.
Men Peter Sørensen forsvarede sig med, at sparekravet på ældreområdet nu er 31 mio., og ikke kun 15 mio. kr.
På mødet, der var arrangeret af Snedsted Håndværker- og Borgerforening, var det i øvrigt småt med klare meldinger fra politikerne til spørgsmålet om, hvorvidt Kastaniegården skal lukkes.
- Jeg ved det godt inde i mit hoved. Men jeg lader det blive der, sagde Peter Sørensen.
Kun Enhedslistens Jens Otto Madsen erklærede, at han ville bevare Snedsted-plejehjemmet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.