Forbudte ting på årets UDTRYK
Mænd får lov til at finde ting frem fra gemmerne
ØSTER HORNUM: Når Øster Hornum by i weekenden inviterer interesserede til den 8. udgave af kulturarrangementet UDTRYK, vil der i det to dage lange tætpakkede aktivitetsprogram som noget helt særligt være en udstilling af et mandemuseum.
Rammen er FDF-huset søndag mellem klokken 11 og 15, og arrangører er lokalforeningen Rigtige mænd fra Øster Hornum.
Her inviteres alle drenge og mænd til at udstille personlige effekter, som deres kvinder har forbudt placeret centralt og synligt i deres fælles hjem.
Eneste krav til udstillerne er, at de hver især udformer en medfølgende tekst, der fortæller om netop den skøre og sjove tings historie samt hvorfor de er optaget og fascineret af genstanden.
Indleveringen til udstillingen foregår mellem klokken 8 og 9.30 søndag.
Varieret aktivitetsprogram
Ud over et rigtigt mandemuseum byder årets udgave af UDTRYK på et væld af andre aktivitetsmuligheder rundt i Øster Hornum.
Lørdag er der både FDF-aktiviteter, åbent hus i Øster Hornum Varmeværk, åbent hus hos fire lokale private kunstnere, kirkebesøg og koncert og en vandretur rundt i Wøldikes æblehave med Karsten Hansen.
Søndag er der spinning- og fitnessaktiviteter i byens hal, mandemuseum og naturaktiviteter på Katbakken og med musik på amfiscenen om eftermiddagen.
UDTRYK i Øster Hornum har gennem årene været meget forskellige. Formålet med weekendarrangementet har ganske enkelt været at opfordre foreninger og institutioner i byen til at udtænke en kulturel aktivitet, der går på tværs af det sædvanlige, gerne i samarbejde med folk udefra.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.