Leder

Brems vanviddet på vejene

De såkaldte vanvidsbilister er så meget på kant med samfundet, at det kræver en enkel, men gennemført konsekvens at få deres dødskørsel stoppet, skriver chefredaktør Jens Peter Svarrer i søndagens leder

Chefredaktør Jens Peter Svarrer

Chefredaktør Jens Peter Svarrer

Hvor er vores samfund dog sammensat.

For et par uger siden samledes omkring 800 mennesker i Thyhallen i Thisted for at fejre det lokale foreningsliv, der baseret på frivillig kraft og interesse for andre sørger for fysisk, mental og social sundhed for et væld af mennesker. Og NORDJYSKE har siden haft historier om handlekraftige personer - blandt andre Hjørrings borgmester Arne Boelt, der griber ind, når et hjertestop rammer, historien om en tidligere misbruger, som nu selv tager sig af misbrugere og udsatte, historien om gruppen, der forsøgte at få en stor sportsbegivenhed som Formel 1 til Nordjylland, historien om tre nordjyske borgmestre, der sammen med flere hundrede bekymrede borgere vil bruges deres demokratiske ret til at demonstrere mod nedlæggelse af tre lægevagter, for ikke at glemme fortællingen om redningsfolkene, der sprang i det frådende Vesterhav for at redde en kvinde og hendes søn.

Alt sammen beretninger om mennesker, der vil vores fællesskab og kæmper for at gøre en forskel til det bedre.

I modsætning til disse historier står flere eksempler på de såkaldte vanvidsbilister, der ser stort på alle regler og den etik, der netop er nødvendig for, at vi kan leve side om side og få et samfund til at fungere og udvikle sig. De bryder alle regler på vejene med fuldstændig hensynsløs kørsel med voldsomme hastigheder, køren over for rødt og hasarderede overhalinger. En politipatrulje opfattes som en invitation til bilræs med dødsforagt - senest demonstreret i sidste uge i Aalborg med en 20-årig mand i hovedrollen. Og i andre tilfælde har vi fra politiets kameraer set optagelser fra biljagter på småveje, hvor en ældre mand på elscooter eller en mor med en barnevogn ville være blevet pulveriseret, hvis de havde været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Regeringen har varslet indgreb mod disse bilister med strengere straffe i form af konfiskation af bilen og ophold bag tremmer. Men med det samme kunne en af de pågældende bilister over for pressen fortælle, at han var ligeglad, som i fuldstændig ligeglad, med skærpede indgreb. Han ville fortsat køre, som det passede ham. Uden tvivl.

Hvis det er holdningen, er det svært at se et indgreb virke. Hvis et manglende førerbevis ikke er afgørende for at sætte sig bag rattet, hvis der trods alt bare kan købes/leases en ny bil, og hvis et fængselsophold ikke er nogen trussel, hvorfor skulle det så bremse vanvidskørslen?

Tænk, hvis vi som samfund havde mere mands- og kvindemod til at møde den afstumpede holdning med konsekvens og kærlighed: ”XX, du er blevet taget for at køre hensynsløst. Et held, at ingen er kommet til skade. Vi vil som samfund ikke acceptere din måde at agere på, så derfor: Nu bliver duplaceret bag lås og slå, men du bestemmer selv, om du vil være der i to minutter, to dage, to uger eller to år.

Du skal bare vide, at når du gerne vil ud og ind i vores samfund igen, har du givet et forpligtende håndslag på, at din opførsel som uautoriseret racerkører er slut. Vi vil gerne hjælpe dig videre i livet med pædagogisk opbakning, en uddannelse og et job. Ingen bad feelings. Men du skal vide, at overholder du ikke kontrakten med samfundet, så falder hammeren, og du får et længere ophold bag lås og slå - i hvert fald indtil vi har fundet en teknisk løsning, der kan afholde dig fra at køre bil igen. Du bestemmer selv, XX, men dit valg har en konsekvens, for vi vil som fællesskab ikke finde os i det.”

Jurister, sociologer og psykologer vil sikkert kunne finde masser af argumenter mod denne manøvre. Men der er altså noget paradoksalt og aldeles uholdbart i, at vi som samfund, hvor langt hovedparten netop er klar til at yde en indsats for andres ve og vel, ikke kan/tør sætte ind over for den promille, der er fuldstændig ligeglad med alt og alle og kun styrer efter eget vanvit­tige rat.

God søndag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.