Midt i en corona-tid

Vel er tidens omstændigheder en udfordring, men lad der nu ikke udelukkende gå klynk i den, opfordrer chefredaktør Jens Peter Svarrer i søndagens leder

Foto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

Corona-epidemien har bragt vores samfund i krise. I knæ.

Det gælder naturligvis også Nordjylland, hvor vi her på NORDJYSKE har kunnet rapportere om masser af virksomheder i problemer, ansatte, der fyres eller sendes hjem, arrangementer, som lukkes eller udskydes på ubestemt tid, familier, som slås for at få hverdagen til at hænge sammen, og ikke mindst et sundhedsvæsen i alarmberedskab.

Krisen betyder praktiske ændringer og restriktioner i hverdagen, og den har sat sig i den måde, vi som borgere oplever og forholder os til verden på.

Eksempelvis når det gælder vores forhold til staten.

Det er ikke mange uger siden, at statsminister Mette Frederiksen på denne plads fik kritik i forhold til udligningsreformen. Den kritik er naturligvis forstummet - i hvert fald for en stund. Nu er de fleste af os ganske tilfredse med en effektiv statsmagt, der uden dikkedarer indskrænker vores frihedsrettigheder og bruger milliarder af vores fælles midler. Vores ellers så liberale tilgang til livet og vores krav om respekt for den enkelte deponerer vi gerne i en større sags tjeneste. Men det er vigtigt at understrege over for politikerne på Christiansborg, at den vilje kræver veldokumenterede argumenterer og er tidsbegrænset - må vi kun være to sammen ad gangen, skal det have et klart formål, og vi vil have vores frihed tilbage, når coronaen er dampet af.

Så er der vores forhold til hinanden.

Man kan da kun blive glad, når man hører om lokale støtteaktioner, hvor naboer eller frivillige uden kendskab til hinanden tilbyder at give en hånd med i form af indkøb, hundeluftning og anden hjælp. Eller når næsten uddannet eller pensioneret sundhedspersonale melder sig til tjeneste i corona-beredskabet.

Det vidner om kreativ med­menneskelighed - men selvfølgelig viser opfindsomheden også sit uskønne ansigt, når tyveknægte iklæder sig corona-udstyr for at få adgang til ældres hjem og værdier.

Og så er der vores forhold til os selv.

Det er klart, at sygdom, lukkede eller truede firmaer og ledighed gør ondt på den enkelte, og her kan det være svært at se en vej ud.

Til gengæld kan man hurtigt få nok, når vi begynder at udgyde vores pseudo-problemer: Hvor stor en udfordring er det lige, at man ikke kan komme af med sit haveaffald i disse tider? Eller at campingpladsen ikke åbner til påske, hvor vi heller ikke skal regne med at spise mange frokoster i flertalligt lag?

Inden for den kategori er det også svært at lægge ører til klagesangen over at skulle arbejde hjemme, hvor ægtefællen og børnene også er. Uha. Eller når det ligefrem meldes ud, at det er et problem, at man begynder at kede sig.

I stedet for at se det hele som en besværlig isolation, hvor man går hinanden på nerverne, kan tiden med den nærmeste familie jo ses som netop en mulighed for at være sammen, gøre ting sammen, spille sammen, tale sammen, løse besværet sammen. Hvornår får man ellers lige tid til det?

Og skulle kedsomheden indfinde sig, er det en reminder om, at livet ikke kun handler om underholdning og oplevelser, men i den grad også om modstandsstyrke og overlevelse - og en evne til at være i stue med sig selv, når det hele ikke bimler og bamler, og lade egne behov fare til gavn for samfundet og de sårbare.

God søndag

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.