Forstærkninger på vej til Vendsyssel
Direktør Mogens Krogh forventer at kunne præsentere nye spillere denne uge
Opdateret 10. maj 2022 kl. 16:49
FODBOLD: Lørdag måtte Vendsyssel FF sige farvel til endnu en af sidste sæsons profiler, da Simon Okosun blev solgt til AC Horsens, men nu er der snart forstærkning på vej til vendelboerne.
Det meddeler direktør Mogens Krogh.
- Vi er et pænt stykke i dialogen med spillere, der både kan tilføre vores hold rutine og kvalitet, og som i mine øjne er mindst på højde med de spillere, vi har mistet. Jeg regner med, at vi kan have noget på plads i løbet af ugen, siger Mogens Krogh.
Han maner til besindighed, selv om vendelboerne denne sommer foruden Simon Okosun har taget afsked med folk som Søren Henriksen, Mads Greve, Thomas Dalgaard og Tiago Leonco.
- Mit budskab til folk, der er bekymrede, er, at de skal tage det roligt. Vi arbejder hårdt og intenst på at skabe et hold, der kan leve op til vores målsætning om en plads blandt de tre øverste, siger Mogens Krogh.
Til gengæld håber direktøren, at salget af Simon Okosun bliver sommerens sidste markante afgang.
- Man kan aldrig vide sig sikker på, hvad der sker, men jeg håber virkelig ikke, at vi skal af med flere. Det skal være et virkelig godt bud, hvis vi skal sælge, siger Mogens Krogh.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.