Klar til museum: Buster gjorde sensationelt fund på stranden
Ganske få i Danmark har fundet det, som niårig skagbo fandt
Opdateret kl. 14:29
SKAGEN: Det er sædvanen, at danske skolebørn skal skrive om deres oplevelser i sommerferien, når de kommer tilbage på skolebænken i august.
Buster Kristoffersen Ruth på ni år fra Skagen har en ganske god chance for at levere den mest usædvanlige historie, for i denne weekend gjorde han et fund på stranden ved Skagen, som kun kan betegnes som en lille sensation.
Omtrent samtidig med at ni døde marsvin skyllede op på en østvendt strand to km syd for Skagen, bøjede Buster Kristoffersen Ruth sig pludselig ned på stranden et stenkast nord for Solnedgangspladsen og samlede noget op, som kun ganske, ganske få har gjort i Danmark de seneste 50 år.
En lillebitte død søhest på ca. tre centimeter fra hoved til hale.
Begejstring
Det er kun anden gang i nyere tid, det er sket. Senest skete det på en strand ved Kalundborg i 2017, og det fund vakte begejstring.
- Det er den første dokumenterede søhest fra danske farvande over 50 år, så der er virkelig tale om en sjælden gæst, lød det dengang fra Peter Rask Møller, kurator for fiskesamlingen på Statens Naturhistoriske Museum.
Der findes to arter søheste i Nordvesteuropa. En kortsnudet søhest og en almindelig søhest. Begge er kun med sikkerhed fundet en enkelt gang tidligere i danske farvande, og det er så langt tilbage som i 1952 og 1964 - begge gange på Fyn.
Der er rapporter om yderligere fire observationer af søheste, men ingen af dem er dokumenteret.
Det er Buster Kristoffersen Ruths fund. Til gengæld er den endnu ikke artsbestemt. Det har biologer på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals lovet at hjælpe med.
Buster var sammen med sin far og lillesøster Bine på fem år gået på stranden for at finde hulsten, som er en hobby for familien. Pludselig fandt han noget helt andet.
- Jeg tænkte, at den var lidt sjov, fortæller Buster efter sit første møde med en søhest i virkelighedens verden.
- Jeg har før set sådan en i bøger og på film. Ikke i virkeligheden, fortæller han.
Statens Naturhistoriske Museum har siden 2006 sammen med DTU Aqua kortlagt de danske fisks udbredelse i et projekt kaldet Fiskeatlasset, og søhesten er en af de arter, man har håbet på ville dukke op. Den har de senere år bredt sig nordpå i Den Engelske Kanal, som er dens nærmeste rigtige levested.
Der findes to arter af søheste i Nordvesteuropa, og begge er kun med sikkerhed fundet en enkelt gang tidligere i danske farvande.
En kortsnudet søhest (Hippocampus hippocampus) blev fundet levende i Svendborgsund i 1952, mens en almindelig søhest (Hippocampus guttulatus) blev fanget ved Faaborg i 1964. Begge disse er gemt på museet Naturama i Svendborg.
Den søhest, som blev fundet ved Kalundborg Fjord i 2017, er en kortsnudet søhest.
I forbindelse med Fiskeatlassets kortlægning er der indrapporteret yderligere fire observationer af søheste, men ingen af disse er dokumenterede med fotos eller lignende
Kilde: Statens Naturhistoriske Museum
Blæste ud af hånd
Historien om fundet kunne have udviklet sig til en ægte lystfiskerhistorie, for naturen drillede ved fundet af den sjældne gæst.
- Jeg ville vise den til min far, men så kom der et vindpust, og så forsvandt den igen.
Gisp - blæste den ud af hånden på dig?
- Ja.
Var den svær at finde igen?
- Nej nej.
Er søhesten det mest specielle, du nogensinde har fundet?
- Ja.
Hvad har du ellers fundet, når du går og leder efter ting på stranden?
- Jeg har fundet hulsten, og der, hvor jeg fandt søhesten, har jeg også engang fundet en rød hjertesten.
Hvad tror du, dine kammerater siger, når de finder ud af, at du har fundet en søhest?
- Det ved jeg ikke. Det har jeg ikke noget gæt på.
Jeg tror, du bliver berømt.
- Ja, det tror jeg også. Og så på grund af en lille søhest, griner Buster.
På museum
Fundet af søhesten har i hvert fald allerede vakt opmærksomhed fra nær og fjern. Nordjyske medier har fra morgenstunden søndag stået i kø for at høre historien om fundet, og biologer fra Oceanariet i Hirtshals er også vældigt interesserede i at høre mere.
Indtil videre ligger den lille søhest hjemme hos Buster, men han er villig til at dele den med alle.
- Det kunne være sjovt, hvis den stod på et museum, og der stod mit navn ved den, siger Buster.
Det sidste tænker Busters far, Karsten Kristoffersen, er en god idé.
- Vi har snakket om, at hvis den er herhjemme, så bliver den bare væk og går i stykker. Det er da lidt sjovere, at andre folk også kan kigge på den også, siger Karsten Kristoffersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.